RF 23: "Typen" til punkkoncert
Pleaser pleasede slet ikke. Især ikke en bedstefar-agtig type af en anmelder.
Københavnske Pleaser er velsagtens en slags halv supergruppe. Vokal og guitar bliver delt mellem guitarist fra Konvent, Sophie Lake, og punkmusikeren Annie Nyvold, samt bassist fra Slægt, Olle Bergholz og den konservatorieuddannede trommeslager, Oliver Nehammer. Typisk bliver supergrupper samlet for at kunne presse deres respektive tekniske og musiske evner, men for mig at forstå, er Pleaser måske nærmere drevet af at prøve kræfter med noget helt andet, som står dem alle nær, nemlig ægte Unger-punk. Og her kommer min tredje disclaimer til denne festival, for jeg kan ikke udstå punk.
Derfor kunne min anmeldelse af Pleasers koncert på Roskilde Festival også meget hurtigt blive en lang liste af grunde til, at jeg ikke kan lide punk. Men netop i den overvejelse blev jeg da også hurtigt ramt af erkendelsen, at det jo ikke ville blive en skid bedre, end den ubrugelige klagesang fra typerne, der prøver at gøre sin manglende forståelse på rock og metal til en intetsigende og plat lovmæssighed om, at det hele bare er larm.
Ikke desto mindre syntes jeg, at det var noget larm. Men Pleaser er bestemt ikke taget til Roskilde Festival for please. Nej, derimod leverer de en fuldstændig nådesløs smadren af øregangene, hvor der mellem numrene kun er skrigende feedback fra guitarerne. Pitten kom også hurtigt i gang, og var til sidst virkelig stor. Så Pleasers energi og publikums begejstring i Gaia, var bestemt ikke til at tage fejl af. Om alt andet får jeg bare absolut intet ud af deres musik. Derimod var nådesløsheden, kompromisløsheden og den komplette mangel på at please under deres koncert ret sej. De spiller og gør lige hvad de vil. Take it or leave it.
Kun i små øjeblikke af deres korte sange, fanger jeg nogle zeppelinesque og rock 'n' rollede fraser, som var fede nok. Og til de sidste to, eller ti numre, jeg ved det ærligt talt ikke, kom der en saxofonist ind på scenen, og tilføjede nogle melodiske temaer, som jeg kunne forholde mig til. Først til sidste nummer, ’The Dream’, fornemmede jeg nogle mol-melodiske temaer, der fik mig til at tænke på Iron Maidens debutplade. Det var sgu fedt nok.
Men ellers blev min mistanke om, at det var fuldstændig som en punkkoncert skal være, bekræftet af en punkelskende ven og Pleaser-fan. Jeg kunne vel ikke så meget andet end at ryste lidt på hovedet af det. Jeg er selv af den overbevisning, at musik er allerbedst, når det kunstneren bevidst sorterer nogle lyttere fra – og det blev jeg i denne omgang. Så nu tager jeg ja-hatten på, og vælger at tolke min egen rysten på hovedet, som at Pleasers forsøg på at spille noget helt andet musik, end flere af medlemmerne ellers er kendte for, som at være yderst vellykket.
Nu ved jeg i hvert fald hvordan min stakkels ven, jeg slæbte med i selvsamme telt til Baest i 2019 havde det. Og da Pleaser var færdige efter en halv times sæt, var det tid til Nakkeknækker over på Eos. Se det er ikke bare larm. Det er sgu musik, som bedstefar her kan forholde sig til!