RF 24: Norsk fræs i natten
Det var muligvis sent, men der var ikke sparet på positiv norske energi, da Kvelertak gjorde deres for at spille rocken ind på Roskilde Festival 2024.
Kvelertak har gennem tiden givet os flere forrygende og særdeles indlevende koncerter. Hvem husker ikke den overstadige og helt vanvittige koncert på Copenhell i 2011? Dengang bandet kun havde udgivet debuten og fremstod som et kærkomment friskt pust.
Der er løbet meget vand under broen siden da. Fire albums yderligere og en udskiftning helt i front og bag gryderne. Musikalsk er bandet også gået væk fra det fandenivoldske garage-fræs, til mere lavpraktisk hard rock. Det lugter stadig af knallert og lædervest, men vesten er spritny og velpoleret, og der er ikke en eneste plet rust på knallerten.
Man fristes til at sige, at Kvelertak ikke er super relevant eller tilsvarende aktuelle i dag. Der er i hvert fald langt til det friske pust bandet var i 2011.
Sæt scenen. Avalon, 2024. Klokken er langt over midnat og folk har fået usædvanlig god opvarmning fra onkel Grohl på Orange Scene. Det kan næsten ikke blive bedre. Vanen tro starter bandet ud med ’Krøteveg Te Helvete’. Den lange intro emmer ud over Avalon, der har tiltrukket et fint antal publikummer. Det er en fin start og vi får Ivar Nikolaisen helt ud i ansigtet fra første riff. Forsangeren og resten af bandet byder velkommen, med præcist den attitude og energi vi kender dem for.
Kort inde i koncerten lander ’Blodtørst’, og vi mindes alle, hvorfor det egentligt er vi står foran Avalon. Hvor gode nordmændene er, når de stærke kompositioner luftes. Kvelertak spiller forrygende og lykkes på kort tid med at skabe rammerne for en solid rock-fest.
Der er heller ikke mange begrænsninger. Selvom sekstetten fra Stavanger er langt hjemmefra, spiller de på en hjemmebane. Vi er der, Kvelertak er der. Vi danser, Nikolaisen crowdsurfer, det hele føles rart. Et kort øjeblik glemmer man, at ’Endling’ ikke er en specielt interessant udgivelse – at bandet stadig kun er en skygge af den energiudladning, der var sekstettens unge dage.
Det sagt, er det svært at sætte en finger på bandets performance. Så kan man naturligvis altid diskutere setlisten, der selvfølgelig havde en overvægt af numre fra sidste års plade. Men, når først bandet satte djævlen løs på scenen, var kompositionerne nærmest irrelevante.
Nakkerne dansede ud over den intense og livlige scene. Vi fik en midnatskoncert, der forsøgte at spille morgendagen ind og samtidigt formåede at trække den sidste mængde energi ud af et taknemmeligt publikum. Måske var der alligevel lidt rust på knallerten.