RF'12: Ikke hvidglødende
Populær
Rockbraget udeblev under Jack Whites sene aftenoptræden på Orange, hvor det mest af alt tydeliggjordes, at manden - som så mange andre - har for få sange af et format, der kan spille scenen op.
2. Missing Pieces
3. Sixteen Saltines
4. Love Interruption
5. Hotel Yorba (The White Stripes)
6. Top Yourself (The Raconteurs)
7. Hypocritical Kiss
8. I Guess I Should Go to Sleep
9. Take Me With You When You Go
10. I'm Slowly Turning Into You (The White Stripes)
11. Cannon (The White Stripes)
12. Steady, As She Goes (The Raconteurs)
13. Blue Blood Shoes (The Dead Weather)
14. Weep Themselves to Sleep
15. We're Going to Be Friends (The White Stripes)
16. Hip (Eponymous) Poor Boy
17. Ball and Biscuit (The White Stripes)
Ekstranumre:
18. Freedom at 21
19. My Doorbell (The White Stripes)
20. You're Pretty Good Looking (For a Girl) (The White Stripes)
21. Carolina Drama (The Raconteurs)
22. Seven Nation Army (The White Stripes)
Det ligger ikke hundrede procent til højrebenet at inkludere Jack White her på Devilution. Nuvel, et af hans bands har da lavet et cover af Pentagrams 'Forever My Queen', og han har bygget det meste af sin karriere op omkring at planke Led Zeppelins rockopdatering af den klassiske blues, men alligevel ... Vi gør dog en undtagelse i festivalens navn.
Jack White kendes bedst fra The White Stripes, der huserede omkring årtusindeskiftet og knap ti år frem til opløsningen i kølvandet på Whites mange sideforetagender, heriblandt The Raconteurs og trommeslagertjansen i The Dead Weather.
Og White Stripes nåede da også at spille på Roskilde, præcis ti år før Jack fredag stod som solist på Orange scene omgivet af pigegruppen The Peacocks, der heldigvis spillede helt suverænt, varmt og især hårdtslående, når der var brug for det.
Men hvor White Stripes-koncerten i 2002 fandt sted da gruppen var på sit højdepunkt i forbindelse med deres bedste album, 'White Blood Cells', så gav dette års optræden indtryk af en gammeldags rockmusiker, der stadig tærsker langhalm på 60'ernes rocktradition. Og når sangene på den aktuelle solodebut, 'Blunderbuss', så oven i købet er mærkbart kedeligere end hvidstribernes medrivende retro-rock, nyttede det ikke meget, at næsten halvdelen af sættet bestod af disse tilforladeligheder.
White var dog ikke helt blottet for taktiske kneb, så han inkluderede en håndfuld White Stripes-numre, heriblandt åbneren (og et af koncertens højepunkter) 'Dead Leaves and the Dirty Ground', hvilket viste sig at være en klog idé, for hver gang der blev luftet solosager, begyndte sniksnakken på den ellers utroligt velbesøgte plads foran scenen.
Men det var lige så meget pigegruppen The Peacocks' (inklusive danske Margrethe Björklund på pedal steel) fortjeneste, at de mange middelmådige sange aldrig faldt direkte til jorden i løbet af en trods alt nogenlunde underholdende halvanden time. Selvom en bøvet levering af Raconteurs' 'Steady as She Goes' ikke ville hverken det ene eller det andet.
Blandt ekstranumrene var netop atter en Raconteurs-sag, 'Carolina Drama', der lød som Tom Petty & The Heartbreakers der spillede Bob Dylan, og som endelig fik publikum til at gjalde i den afsluttende "la-la-la-la"-del. Lige inden havde White Stripes-hittet 'My Doorbell' dog allerede fået pladsen til at gynge festligt.
Og så var det tid til den forudsigelige afslutning i form af 'Seven Nation Army', der til gengæld også startede en af årets vildeste hoppefester foran Orange, og som mindede om at Jack White trods alt har skrevet i hvert fald et enkelt hit, der har tålt tidens tand. Men rockfesten fik vi kun i glimt, og hvidglødende var det langt fra.