RMF '18: Ligegyldigt effekthelvede

RMF '18: Ligegyldigt effekthelvede

Et manglende bandmedlem, en overtænkt gimmick og alt, alt for mange effekter mødte de første gæster på Royal Metal Fest fredag eftermiddag.

Spillested
Dato
06-04-2018
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
2

Rings of Saturn var det første i en række temabands, der gæstede Royal Metal Fest denne weekend. Alle bands, der med større eller mindre held har fundet en bestemt gimmick, som hele deres musikalske output er bygget op om. I Rings of Saturns tilfælde er det troen på udenjordisk liv, ruminvasioner, flyvende tallerkener og blandet science fiction-tematik, der har fået dem til at døbe deres musikstil ”aliencore”. For os andre, der ikke fanger mange ord af Ian Bearers effekt-indsmurte vokal og har glemt at læse op på teksterne på forhånd, lyder det mest som en gang progressiv deathcore. Så langt, så godt.

Da bandet går på sidst på eftermiddagen til lyden af temaet fra '2001: A Space Odyssey', har de af uvisse årsager ikke chefideolog og guitarist Lucas Mann med på scenen. Guitaren håndteres i stedet af bassist Miles Baker, hvis bas kører på backtracket sammen med en mængde andre lydeffekter, der utvivlsomt skal understøtte sci-fi-temaet og er et ikke ubetydeligt irritationsmoment.

Fra start tæsker Rings of Saturn af sted i et hæsblæsende tempo fyldt med halvsvage breakdowns, halsbrækkende temposkift, der leder tankerne hen på Dillinger Escape Plan, masser af overtoner, Nintendo-lyde og guitarsoli, og to ting står hurtigt klart: Miles Baker er en glimrende guitarist. Måske næsten for god. Og forsanger Ian Bearers effekttunge vokal lyder som en vred udgave af håndblæseren ude på toilettet. Enerverende, irriterende og alt, alt for larmende. Læg dertil, at det er festivalens første koncert på Voxhalls scene med dertil hørende startvanskeligheder med lyden, og så har man opskriften på et inferno af støj, der har svært ved at fange de cirka 150 mennesker, der har vovet sig tidligt til fest.

Det virker, som om sangene er opbygget tilpas kompliceret til, at de tre tilbageværende bandmedlemmer skal bruge deres fulde koncentration for overhovedet at kunne gennemføre dem. Først efter tre numre går det tilsyneladende op for dem, at der også er et publikum, da forsangeren introducerer det næste nummer som ”this next one is a song”. Det er vel meget sjovt. Efterhånden bløder publikum op, lyden bliver bedre, og instrumentalnummeret ’The Macrocosm’ giver et tiltrængt break fra effekt-infernoet.

Til sidst bliver der også fundet tid til et halvt Santana-cover for ligesom at komme publikum i møde, og der bliver klappet lidt i takt. Men et ellers friskt og taknemmeligt publikum, der bare trængte til en gang hegn uden for mange udfordringer, mødte i stedet et matematisk studie i metal, de nok ikke var klar til.

Tilbage står billedet af en koncert med et band med to vældig dygtige musikere, der blev ladt i stikken af en fraværende band-grundlægger, dårlig lyd, for mange effekter og, som jeg hørte én bemærke, ”deres retarderede ven, som de har sat til at synge”. Det kunne have været godt. Men det var det ikke.