For det meste vellykket debut

Cover Mazikeen 2

Nogle gange må en anmelder finde sig i en masse lort. Og med det mener jeg naturligvis de oceaner af musikalske blindgyder, man ender med at anmelde. Men nogle gange kan det kan betale sig at tage en chance. Det er Mazikeens debut et eksempel på.

Kunstner
Titel
The Solace of Death
Trackliste
Black Butterfly (The Solace of Death)
Apostate
Vexation Through The Golden Sun
Fratricide
Psychotic Reign
Harrowing Cessation
MORS VINCIT OMNIA (Death Conquers All)
Cerulean Last Night
Freezing Moon (Cover)
Night's Blood (Cover)
Mourning Palace (Cover)
Transilvanian Hunger (Cover)
Forfatter
Karakter
3

Down vnder
Med ophav i Australien er Mazikeen et eksempel på, at norsk black metal ikke nødvendigvis kommer fra Norge. Bandets medlemmer har alle forskellige musikalsk baggrund, der afspejler sig i det færdige resultat.  Især trommeslageren Marco Pitruzzella, som nogen måske kender fra Six Feet Under og Rings of Saturn, leverer solidt og varieret trommespil. Med de første 15 bands under vesten er han en erfaren herre, og hans tid som jazzmusiker gør absolut intet skidt for bidraget til denne debut.

Første skæring ’Black Butterfly (The Solace of Death)’ holder traditionerne i hævd med sin flade lyd og blastbeats, der lyder umiskendeligt som spillekort mod egerne på forhjulet. Men æstetikken kan ikke  fornægtes, og det skal bestemt ikke være det, der afholder andre fra at give dem et lyt. Som modstykke til orkestreringen benytter forsanger James Edmeades sig af vokalteknikker, der oftest optræder i dødsmetal, og faktisk er det et godt træk for at snige lidt særpræg ind.

Den næste sang, ’Apostate’, emmer af Dimmu Borgir og mørke skove i det mørke Norge, men besidder samtidig en bastant bund, der til gengæld minder om machomændene i Rotting Christ. Begge dele passer glimrende sammen, selvom det ikke kan anfægtes, at dramatikken nok vil afskrække enkelte fra at give bandet en chance.



Originale kopier eller kopier af originalen
Men vi skal ikke meget længere end til tredje nummer, ’Vexation Through the Golden Sun’, før pladen for alvor åbner sig. På godt og vel ti minutter cementerer de, at black metal, ulig champagne, ikke kun er begrænset til ét distrikt, et sted i verden. Keyboardets 90’er-nostalgi er knivskarp, en akustisk guitar midt i nummeret fungerer glimrende som modpol til metallen og afløses af en hårsvingende homage til de gode gamle 'Godless Savage Garden'- dage.’Fraticide’ går Burzum i bedene, men adskiller sig, blandt andet på vokalen, hvor gæstevokalist Josh Young bidrager til den førnævnte dødsmetalstemning. Selvom han godt kan lyde lidt ensformig i længden, sætter jeg stor pris på den dynamik, det bringer ind i en subgenre, som ellers godt kan være lidt konservativ.

’Psychotic Reign’ er næsten post-black med stødvise blastbeats over et sørgmodigt piano – fuldendt af hæse skrig, atter leveret af Josh Young. Indtil videre er dette pladens højdepunkt, fordi de viser, de kan andet end at larme. De er dygtige til at glide over i temposkift, og hvad jeg måtte have haft af forbehold for navne og mix fejes til side. Selv de atonale og arytmiske passager, der sniger sig ind her og der, bliver bare en del af et større billede, et billede, jeg såmænd godt gider glo på. Et Wes Craven-inspireret mellemstykke glider ubemærket over i et lige så Wes Craven-inspirereret instrumentalt horrorsoundtrack og fuldendes af et atmosfærisk og omskifteligt landskab i toner af sort og blå.

Men alt godt har en ende, og i dette tilfælde betyder det ikke, at pladen slutter. Mazikeen har nemlig tilføjet fire covernumre af deres tydelige inspirationskilder for dette projekt. Covers kan være ganske vellykkede, men det er disse ikke. Deres version af Dimmu Borgirs ’Mourning Palace’ ejer ikke skyggen af den charme og vuggende rytme, originalen – eller deres eget materiale, for den sags skyld – besidder.

Jeg kunne blive ved, men jeg vil hellere slutte af med at sige, at det her er bestemt ikke det værste symfoniske black metal, jeg har hørt. Der er en tilpas mængde hyldest til en genre, jeg holder af, og tilpas med særpræg, til at det ikke bare bliver en kopi af noget ægte – så længe Mazikeen holder sig væk fra fortolkninger. Numrene varierer vildt i længde, fra to et halvt minut, til næsten elleve. Det kræver to forskellige evner udi sangskriving enten at klemme det hele ind på ingen plads eller brede sig ud over et større felt, og jeg synes, de har gjort et glimrende stykke arbejde. Det er ikke musik, der kræver, at man sætter sit liv på pause for at komme til bunds i det, men det fortjener alligevel opmærksomhed.