Roskilde '17: En sumpet metalmutant
Populær
Det var suverænt at lade Atomikylä lukke den finske aften på Gloria-scenen. Efter mange dage med smat og koncerter var en psykedelisk koncert af den tunge og mørksindede slags lige præcis, hvad der var brug for.
Finske Dark Buddha Rising gæstede Gloria i 2014, hvor de leverede et godkendt sæt for ganske få fremmødte. I år fik Atomikylä lov til at lukke selv samme scene foran et publikum, der heldigvis var steget en del i antal. Om der var 200 eller 400 mennesker, skal mine festivaltrætte øjne ikke kunne sige, men efter to gode koncerter med Tampere-naboerne i P(eter) H(ayden) og Oranssi Pazuzu var det nysgerrige publikum på Gloria i hvert fald godt ladet op. Atomikylä består af Jukka Rämänen og Vesa Ajomo fra Dark Buddha Rising på henholdsvis trommer og guitar/vokal, mens Ontto og Jun-His fra Oransi Pazuzu styrer bas og guitar/vokal.
De to seneste gange denne anmelder har oplevet det finske band live, har det været svært ikke at opleve koncerterne i forlængelse af netop Dark Buddha Rising og Oranssi Pazuzu. Denne gang gik koncerten imidlertid under huden på egne vilkår. Deres på en gang mørke og atmosfæriske metal tilsat et kryptisk psykedelisk virvar havde en mægtig gennemslagskraft som Roskildes sidste koncert. Modsat KB18, hvor bandet spillede inden Dark Buddha Rising og Oranssi Pazuzu, så fik de denne gang lov til at gå på scenen efter sidstnævnte. Det fungerede bedre, da Atomikylä – i hvert fald denne aften – havde en langt simplere rytmestruktur over sig. Det var der brug for på dette tidspunkt, så heads up for denne booking og denne programlægning.
Det interessante og samtidig dybt fascinerende ved finnernes Gloria-koncert var, hvordan de fire musikere på en gang har egne musikalske og ganske særegnede identiteter, der kan spores i deres mange forskelligartede projekter, samtidig med at Atomikylä er helt sin egen størrelse. Onttos bas får en helt ny gennemslagskraft – hverken værre eller bedre, bare anderledes! – når den parres med Jukkas trommer. I løbet af koncerten var vi både ovre i en ganske finsklydende rituel form for blackened doom, og på andre tidspunkter nærmede vi os en form for heavy-psych. Begge dele fungerede denne aften.
Atom-mutanten sparkede mildest talt røv, og jeg håber inderligt, at Svart udgiver flere plader med foretagendet, så det ikke blot er et kortvarigt sideprojekt. Det, Atomikylä gør, er i den grad deres eget – sonisk, rytmisk såvel som melodisk.