Saxon spillede sig op
Populær
Saxon skuffer aldrig, og det gjorde de heller ikke lørdag i Amager Bio. For det lykkedes de britiske løver at spille sig gevaldigt op efter en noget slap start.
Wheels Of Terror
Power And The Glory
Heavy Metal Thunder
Made In Belfast
Crusader
And The Bands Played On
I've Got To Rock (To Stay Alive)
Night Of The Wolf
Conquestador
- trommesolo -
Iron Wheels
Solid Ball Of Rock
Stand Up And Fight
Dallas 1 pm
747 (Strangers In The Night)
Strong Arm Of The Law
Wheels Of Steel
Ekstranumre:
Denim And Leather
Princess Of The Night
Hatten helt og holdent af for Biff Byford og hans britiske løver i Saxon. Fredag havde de sparket voldgodt igennem på Sweden Rock, lyder de begejstrede meldinger. Lørdag gjaldt det så Amager Bio, og holdet af gentlemen på 60+ og klart i efterlønsalderen ville alligevel berige os med næsten to timers metal fra de glade dage, da far havde hår på hele hovedbunden.
Og det gjorde de. Med begejstring, men også noget tungt i røven til at starte med. Det tog en god, halv koncert, før Saxon for alvor havde sparket sig selv i gang. Publikum var dog sparket i gang allerede på første power chord. Knytnæver og horn i vejret - og ikke noget med at se sig tilbage.
Saxon skuffer aldrig. Ikke hundrede procent. Men bandet var tæt på lørdag aften, netop fordi man var så lang tid om at komme fra land.
For en sjælden gangs skyld var lyden i Amager Bio noget af en prøvelse. De dybe, mørke toner - anført af et sæt forkert buldrende stortrommer og en bas, der mudrede - var en konstant forstyrrelse i koncertens første halvdel.
Denne første halvdel var præget af træthed, formentlig fra den forrygende aften i Sverige, men også af en sætliste, der ikke var skarp nok. Samtidig virkede især den ellers ultrastastabile trommeslager Nigel Glockler en smule uoplagt. Han hang lige det dér afgørende og forstyrrende splitsekund. Eller også var det efterklangen fra de altdominerende stortrommer ...
Men numre fra bandets seneste - og ikke tiptop- - album 'Sacrifice' samt nogle gamle og lidt for støvede travere prægede første del af koncerten. Her ville man gerne - som i meget, meget gerne - have hørt numre fra nyere album som 'Mists of Avalon' og 'Call To Arms' fra 'Call To Arms' (2011), numre fra 'Into The Labyrinth' (2009), som 'Battalions of Steel' og 'Valley Of The Kings', samt ikke mindst titelnummeret fra det fremragende 2004-album, 'Lionheart'.
De lidt for lange pauser mellem numrene gjorde den første time endnu mere langtrukken. Og den onde dommedagsanmeldelse var tæt på at blive skrevet, da Glockler gik i gang med en for lang og for dybt kedelig og unødvendig trommesolo.
Men det var, som om netop denne trommesolo var udslagsgivende for resten af koncerten. Herfra så Saxon sig nemlig ikke tilbage. Biff og guitarister fik sig en lille pause og virkede friske og oplagte koncerten ud.
Sættet blev afsluttet helt forrygende stærkt og lækkert med 'Dallas 1 PM', en sprudlende skarp '747 (Strangers In The Night) og en hård 'Wheels Of Steel', inden de to super stærke ekstranumre 'Denim And Leather' og 'Princess Of The Night'.
En time og 50 minutter - og en anmelder, der fik lagt skuffelsen helt væk. Saxon trak det længste strå, blot ærgerligt, at vi var meget tætte på en overraskende ørkenvandring. Skabet blev sat behørigt på plads. Alt andet ville have været en katastrofe.