Smilets by nedlagt

Populær
Smilets by nedlagt

Slayer sparkede Århus i løgene, mens Megadeth leverede varen trods udfordringer på lydsiden.

Kunstner
Dato
21-03-2011
Genre
Koncertarrangør
Fotograf
Kent Kirkegaard Jensen
Karakter
5

Megadeth er heavymetallens svar på familiens barn med det lave selvværd, som så inderligt higer efter faderens anerkendelse. Og efter knap 30 års slid og slæb har Dave Mustaine og co. heldigvis undervejs opnået den ros, de så sandelig fortjener. Med milepæle indenfor speed 'n' thrash-genren som 'Rust in Peace', MTV-sællerten 'Countdown to Extinction', den perfekte 'Youthanasia' og de mange plader der før, og efter, gør Megadeth til en institution i metal. Og der afkræves tilbedelse.

Så når Megadeth gæster Danmark, så drejer vi bedetæppet mod scenekanten, lægger os på knæ for Mustaine og lader ham messe. Århus. Mandag aften kl. 21.15 og loftslyset går ud. Jo tak, de uhyggeligt hurtige riffs gudfar er i bygningen. Mustaine troner frem med en dobbelt-V guitar og fyrer op under den 12-strengede mens de første toner af 'Trust' sirligt syder ud af højtalerne. Derefter følger en sand perlerække af de bedste hits, dog undrer det til stadighed denne anmelder hvorfor 'A Tout le Monde' er eneste sang han gider spille fra 'Youthanasia'. Den plade ejer ikke dårlige numre. Hvor er 'I Thought I Knew It All'?

Det går dog an, for Mustaine hiver en tonstung udgave af 'Angry Again' ud af ærmet, og efterfølgende runder han 75 minutter af med en potpourri af de allerbedste, såsom 'Skin o' My Teeth', 'Symphony of Destruction' og naturligvis 'Holy Wars' og 'Mechanix', hvortil én, der stod ved siden af mig spurgte: "Er det ikke Metallica de spiller nu?"

Jeg kigger overbærende på manden og vurderer hvad jeg skal sige. I stedet for at give ham det fulde metalpensum og en skriftlig påtale om, at lektierne skal være overstået inden det sidste riff er slut, så vælger jeg den pæne løsning og fortæller ham kort hvorfor 'Mechanix' lyder mistænkeligt som 'The Four Horsemen', og at der ikke er noget forkert i det, hverken fra Metallicas eller Megadeths side.

Eneste skår i glæden for undertegnede denne aften var lyden. Stortrommerne dominerede for meget og druknede lidt af den fine guitarlyd, der kommer fra Mustaine og hans sidekick i form af Chris Broderick. De havde fortjent mere lyd. Daves stemme er heller ikke helt hvad den har været, men det gik faktisk ganske godt. Megadeth leverede varen, og som en sand discipel af Vic, var jeg godt underholdt.

Efter Megadeth havde takket af, kunne blæren tømmes og fyldes op igen ved fadølsanlæggene. En halv times tid senere blev lyset igen slukket, og denne gang til en helt anderledes mørk messe.

SLAYER!

Nu var det nemlig de mægtige Slayers tur til at rive os rundt. Slayers plads i metalhistorien er allerede skrevet med helvedesild på samtlige nethinder i Scandinavian Congress Center, og de få, der måtte have undgået det indtil dags dato skulle nok få det lille forglemmelse rettet ind denne aften. Tom Araya går med stoisk ro frem til mikrofonen, og så er Helvede ellers løs. I samme sekund strengene slås an eksploderer publikum i en ugudelig ekstase, og Kerry King rører godt i suppen med hans nye riff-makker, Exodus' strengevrider Gary Holt, der vikarierer for Jeff Hanneman på grund af sygdom. Og Holt er ingenlunde Slayers svage led. Tværtimod. Man bemærker slet ikke Hannemans fravær.

Slayers mur af lyd rammer nemlig lige i solar plexus, og efter første omgang med åbneren 'World Painted Blood' og 'Hate Worldwide' tror man, at nu kan vi lige få lov til at få lidt luft. Men nej, næste bølge sættes ubønhørligt ind med blandt andre 'War Ensemble', 'Postmortem' og 'Dead Skin Mask', og fortsætter så videre i 'Americon', alt imens mængderne af sved og fadøl akkumuleres på gulvet. Jeg skal lige være 16 år igen, så jeg maser mig ind i pitten helt oppe foran, lige midt for scenen. Jeg holder dog kun til 'Payback', og så har jeg sgu fået tilbagebetalt hvad jeg måtte skylde på den konto.

Aggressionerne bliver for alvor ladt ud, og da King sætter i riffet til 'Seasons in the Abyss' går det igen helt amok. Salen koger, og da de afsluttende salver i form af 'South of Heaven', 'Raining Blood', 'Black Magic' og 'Angel of Death' sættes ind, er der ikke mere energi tilbage. Slayer har suget saft og kraft ud af samtlige tilstedeværende, og synes tilfreds med deres egen indsats. Hvilket de også sagtens kan være, for den her aften var en af de bedre Slayer koncerter jeg har set. Energien var helt i top, Araya sparede ikke stemmen og der var total fokus.

Slayer hiver derfor også en sikker sejr hjem denne aften, da lydproblemerne ikke var så udtalte under deres show som under Megadeths. En tung og ond aften i Århus, der kommer til at fungere som den perfekte opvarmning til "Big 4" i Göteborg i juli måned.