Copenhell '22: Skamfrit eller skamløst?
PopulærBreaking news: Anmelder på Copenhell spaltet i to efter sær fluktuation i rumtidskontinuummet.
Cringeniveauet, da Søren Andersen lagde ud med den danske nationalmelodi, blev så højt, at det skabte et vorteks i selve virkeligheden, og denne anmelder blev spaltet i to, en god og en ond.
God: Okay, man kan måske godt diskutere, om det er lidt leflende at spille nationalmelodien, men det var da en fin overgang til ’City of Angels’. Jeg synes, du skal prøve at sætte dig lidt i publikums sted og komme ud af dit elfenbenstårn.
Ond: Seriøst? De der boomere, der sidder nede foran os, småkeder sig med en stribe fadøl, og Søren fra Fredericia står bare og lirer sådan noget lort af, som man hørte i film fra firserne, når de skulle forsøge at formidle ideen om rockmusik, uden at det rent faktisk bliver rocket. Og det der desperate forsøg på at virke moderne ved at indlede nogle af sangene med preset-inficerede eletroniske beats er simpelthen for pinligt.
Skamfri fornøjelser
God: Men det er da sødt, at de kalder sig Guilty Pleasure Trio, og at han selv siger, at de spiller uforskammet guitarmusik. Kan du ikke bare nyde livet, solskinnet og de sprøde og ekstremt dygtige toner fra Sørens guitar?
Ond: Nej! Jeg er akademiker fra København, og jeg har ikke tilbragt mine dage med at gå alt for meget op i håndbrygget third wave-kaffe, akkumulere kulturel kapital og være populistisk hadeobjekt for Kaare Dybvad Bek for at skulle rocke med the oldies på Hades. Alt i musikken er en kliché. Groovet er pølle-funky, og lortet lyder bogstaveligt talt, som om nogen havde bedt Gud om at skabe musik, der var det præcist modsatte af god musiksmag. At Søren Andersen eksisterer, er faktisk bevis på, at det er Gud, der er ond. Inno a Satana!
God: Okay, du lyder lidt paranoid med det der med at være et hadeobjekt. Det er synd for dig, at du har det sådan. Måske ville det hjælpe at vippe lidt med tæerne til det velspillende band. De har trommeslageren fra Pretty Maids, Allan Tschicaja, med, og han rører altså virkelig solidt i rock-gryderne. Det er både præcist og groovy og lige sådan noget rock, som vor far elskede. Det er der sgu da ikke noget i vejen med. Og ’The Kid’ havde altså et okay tungt antrit.
Vi er her for at hygge, ikke høre kunst
Ond: Men der er jo præcis nul kunstnerisk nerve i lortet. Det er, som hvis nogen havde bedt en AI om at generere rockmusik til en scene i en B-film fra firserne, hvor en lækker dame i en rød kjole kommer ind i en tilrøget bar. Det er kalorietom brugsmusik uden andet formål, end at Søren Andersen så kan onanere på sit gribebræt. Prøv lige at høre ’Bad Weather’, som de spiller nu. Hvis der blev lagt en saxofon-solo på det nummer, ville selve verdensaltet implodere i vrede over, hvor ligegyldigt og pikket det lyder. Vi eksisterer udelukkende, fordi Søren Andersen ikke lige kunne finde nummeret til en saxofonist. Og der er sæd på Søren Andersens gribebræt.
God: Arh, det tror jeg nu ikke. Og Søren Andersen har virkelig en lækker guitartone, og det skyldes altså ikke sæd, men at han er en helt utroligt dygtig guitarist. Det er jo ikke uden grund, at alle de store ringer til ham, når de skal på turné. Hans evner på de seks strenge er uovertrufne, og i dag virker han glad og veloplagt. Det er ægte spilleglæde, vi er vidner til.
Ond: Ja, men der er bassolo! Vi får to sekunders pause fra Søren Andersens sportsguitar, og så skal Michael Gersdorff spille bassolo. Dude, du er ikke Cliff Burton, og ingen spiller soli mere. Det er ikke cool, og det fremmer ikke den kunstneriske intention bag musikken. Nå ja, selvfølgelig. Der er ingen kunstnerisk intention bag musikken, så de er nødt til at spille soli. Bandet er den musikalske version af et forsuret ægteskab mellem to pensionsmodne mellemledere. Pointeløst og glædesløst, men det er for sent at få det til at holde op. Måske er det derfor, hans musik vækker genklang hos boomerne. Argh, jeg får spleen af det her lort. Hvorfor er der ikke en naturvinbar ved Hades?
Anmelderen siger farvel til sig selv
God: Er det ikke lidt tidligt på dagen at begynde at drikke? Jeg tror, vi skal gå fra hinanden. Du har brug for terapi, og jeg skal hygge mig med det smilende og glade publikum foran scenen. Skal vi dele i porten og give koncerten tre ud af fem? Hey, og se, så kom Mike Tramp ind og spillede med til sidst. Genialt at slutte med et vokalnummer, og det var da hyggeligt at se ham. Og bandet krammede bagefter. Jeg synes, det var en opvisning i livs- og spilleglæde.
God: 5/5
Ond: 🖕/5