Stadig thrashens nr. 4?
Populær
Et af thrash metallens største bands gæstede mandag aften Pumpehuset, hvor de – i kølvandet på et lidt gennemsnitligt nyt album – skulle bevise, at de stadig fortjener netop det prædikat.
Festivaltræt opvarmning?
Mandag aften havde Pumpehuset thrash-giganterne Anthrax på besøg. Få dage inden var danske Impalers blevet tilbudt tjansen som aftenens opvarmning, hvilket de – måske en kende overmodigt – havde sagt ja til på trods af festival-træthed efter at have tilbragt weekenden til Metal Magic Festival – som gæster, ikke optrædende, vel at mærke.
Det mærkes desværre også på deres sæt, der er præget af lidt for mange fejl for et band, der ellers plejer at brillere live. Lydmanden gør dem dog heller ingen tjeneste, og specielt lilletrommen lyder flad og kedelig. "Hvorfor skal dårlig lyd være opvarmningsbandets evige lod?", får man lyst til at spørge.
Det bliver kun til et helt kort sæt på lige under en halv time for bandet, hvor 'Prepare for War' dog giver os godt med fræs, mens breakene i 'See What I See' sidder lige i skabet, og de endnu få fremmødte chanter "Hey! Hey! Hey!" opildnet af leadguitarist Thomas Carnell, der også leverer flot solospil i 'Army of Darkness'. Der fræses igen godt igennem i 'God from the Machine' og den nye 'Megalodon' (der desuden er sættets bedst udførte) som afslutning på en koncert med lidt for mange tekniske svipsere, der dog blev leveret med god energi og spilleglæde.
Erfaring og professionalisme
Til lyden af instrumental-introen 'Impaled' fra det nye album 'For All Kings' går aftenens hovednavn på scenen og afløser veltimet PA'en med den naturlige fortsættelse: albummets egentlige åbningsnummer 'You Gotta Believe', hvor det allerede står klart, at Anthrax er ankommet til aftenens show i København yderst veloplagte. Specielt Joey Belladonna imponerer med sit vokalarbejde, der sidder lige i skabet.
Det er dog en lille smule underligt at se Anthrax – en af thrash metallens "The Big Four" – i Pumpehuset. Ikke at der er noget galt med det københavnske spillested overhovedet – tværtimod. Men man skulle tro, at et band af deres status var for store til at kunne være der. Og Pumpehuset er da også velbesøgt, specielt for en mandag aften, men der er slet ikke fyldt op.
"Big Four"-prædikatet er dog umiddelbart – og heldigvis – ikke steget dem til hovedet, for det ses slet ikke på bandet, at der ikke er fuldt hus; de emmer af professionalisme og tydelig erfaring gennem hele showet, og allerede tidligt i sættet leverer de en energisk udgave af 80'er-favoritten 'Caught in a Mosh', hvor langt det meste af salen skråler med på "ain't gonna live my life this way". Der moshes dog ikke synderligt, men aldersgennemsnittet på aftenens publikum ligger også i den høje ende, og de fleste er nok et par år over mosh-alder.
Der hviles heller ikke på laurbærrene, men følges hurtigt op med knivskarpe udgaver af 'Madhouse' og 'Got the Time'; to af sættets absolutte højdepunkter med virkelig god interaktion mellem Belladonna, bandets egentlige frontmand Scott Ian og publikum.
Hele bandet giver indlevende præstationer på scenen, hvor der både headbanges, kastes horn og opfordres til publikum om at gøre det samme. Og der er en tydelig spilleglæde at spore. Men samtidig er præstationen ikke noget udover, hvad man bør kunne forvente af et band som Anthrax, og det, at der ikke leveres noget exceptionelt – noget ekstra mindeværdigt – giver showet en karakter af rutineprægethed; som endnu en gennemspilning af en indøvet forestilling.
I sidste halvdel af sættet ser jeg forhenværende Anthrax-medlem og nuværende Volbeat-guitarist Rob Caggiano oppe ved baren, og ikke lang tid efter han har fået sine drikkevarer, er det tydeligt, at han er gået helt op foran i salen, da Scott Ian spørger publikum, om de kan lide thrash og efter publikums respons jokende svarer: "Ham med hatten fra Volbeat rakte ikke sin hånd op".
Herefter får vi blandt andre lige så professionelt udførte sange den nye 'Evil Twin', 'In the End', 'Antisocial' og afsluttende 'Indians' fra 1987s 'Among the Living'.
Anthrax viste på Pumpehuset mandag aften med kølig professionalisme, at de – i hvert fald som liveband – stadig er i toppen af deres genre. Dog er et sæt, der kun lige kunne snige sig op på omkring en time efter under en halv times opvarmning, alt, alt for kort tid, når billetprisen ligger på omkring de 300kr. Og med publikums aktivitetsniveau kunne bandet sagtens have spillet i hvert fald en halv time mere.