Stærkt kvælertag fra New York

Populær
Stærkt kvælertag fra New York

Tekniske drillerier kunne ikke afholde Suffocation fra at levere en fed koncert i Aalborg.

Kunstner
Dato
05-11-2011
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Suffocation var angiveligt fløjet 13 timer fra USA for at gæste Aalborg Metal Festival 2011 og så tage hjem igen. Her kan man tale om dedikation fra et band, og samtidig må nogle i Nordic Rock Booking besidde diplomatiske og forhandlingsmæssige teknikker, der gør at jeg gerne vil låne vedkommende til min næste lønforhandling. Et scoop af de større, der kun bliver overgået af det faktum, at også Arch Enemy spillede samme aften.

For Suffocation er et fedt band. Mit første minde med dem i livesammenhæng var en aften på Café 1000Fryd i netop Aalborg tilbage i '95, et par dage før de skulle varme op for Deicide sammen med Konkhra på 'Huset i Århus. Siden er det blevet til mange koncerter med de tekniske dødsmetalmusikere, der af mange hyldes som nogle af de vigtigste i genrens storhedstid.

Trods lidt teknisk drilleri, og at de skulle låne et par forstærkere af Spectral Mortuary, så blev de lige pludselig klar og gik så i gang med første sang tre nanosekunder senere. Ikke så meget pjat. Bare ud af starthullerne. Fremmødet er stærkt. Salen er fyldt til bristepunktet og forsanger Frank Mullen kan starte sine kælderdybe brøl. Mullen virker til tider en smule prædikende i sine fortaler mellem hvert nummer, hvorfor man i et strengt øjeblik kunne argumentere for, at han agiterer på samme måde, som dem han harcelerer imod. Men pyt med det. Publikum labber det i sig betingelsesløst. Se?

For mens han mener, at man rådner op i kisten, og at der ikke er noget "deroppe", så er det noget bedre når han sætter i sange som 'Abomination Reborn', eller efter en brandtale om at få våben, ammunition og dåsemad på lager inden Dommedag får gang i 'Cataclysmic Purification', ligesom klassikeren 'Mass Obliteration' omhandler samme emne og får publikum helt ud til kanten, hvorefter de sammen med deres vækkelsesprædikant, helt efter planen, tager en 'Blood Oath' og så kan Mullen og co. ellers gå videre med at hive tarmene ud af folk på 'Entrails of You'.

Det hele ender, som altid, med at bandet fyrer op under klassikerne 'Pierced From Within' og lukker og slukker deres show med 'Infecting the Crypts'. En herlig magtdemonstration af Suffocation, der kvalte ethvert lille oprør i salen og gjorde samtlige fremmødte til deres undersåtter. Det vil sige, der var enkelte, der ikke tog imod den blodrøde velsignelse, men de fleste var godt tilfredse. Jeg kvitterer i hvert fald med et stort 4-tal og glæder mig over, at selvom det er 16 år siden jeg så dem første gang, så kan de stadig levere varen uden problemer.