Copenhell 2018: Kort og kontant kvælertag
Populær
Amerikanske Suffocation skulle ikke bruge mere end 40 minutter på at trække al livskraft ud af publikum med deres knusende tunge dødsmetal, der bragede på den helt rigtige måde.
2. Funeral Inception
3. Clarity Through Deprivation
4. Pierced from Within
5. Effigy of the Forgotten
6. Return to the Abyss
7. Entrails of You
8. Jesus Wept
9. Liege of Inveracity
10. Catatonia
11. Infecting the Crypts
Tager man et kig ned gennem de bands, der spiller på Copenhell 2018, er der ikke mange, der passer på beskrivelsen "ægte dødsmetal". Det gør Suffocation. Et af de bands, der i starten af halvfemserne lavede dødsmetal endnu tungere, hurtigere og brutalt end de fleste andre. Så meget fart, præcision og aggression, at det nemt kunne tage pusten fra lytteren. Suffocation kunne næppe være et mere passende navn til et band.
For Suffocation er kvælende godt. Man bliver suget ind i deres brutale dødsmetal, der teknisk er i en liga for sig. Særligt på Copenhell 2018. Her kunne de lørdag eftermiddag 17.15 gå på Pandæmonium og give en koncert, som publikum i den grad havde sukket efter. Vaskeægte dødsmetal. Ingen dikkedarer, genresammenfald eller gæsteoptrædener. Det var dødsmetal, Suffocation og ikke andet.
Med sig har de Ricky Myers på vokal, der til daglig er trommeslager i Disgorge, men som siden 2014 har hjulpet Suffocation ved flere lejligheder, når der skulle turneres. Således også her i 2018 på Copenhell. Myers sørger sågar for at have de samme ninjahug klar med venstre hånd, som Suffocations oprindelige forsanger, Frank Mullen, er blevet berømt for at kaste under hele koncerten. Nu har Mullen mere eller mindre officielt sagt, at han er helt færdig i bandet, så det bliver spændende at se, om Myers får pladsen permanent. Han kan i hvert fald growle og har styr på løjerne.
Det har de andre i bandet også stadig. Terrence Hobbs' fremragende guitarsolo i 'Catatonia' viser, at han og Suffocation stadig spiller knivskarpt, og pladsen foran Pandæmonium er da også indfanget i Suffocations kvælende greb fra start til slut. De tunge breakdowns og publikums synkrone gyngen frem og tilbage med krop, arme og djævlehorn i luften viser, at den slags musik har de længtes efter, og nu er den her endelig.
Lige fra Suffocation går på scenen og starter ud med 'Thrones of Blood' og 'Funeral Inception', er der spontan moshpit, og Refshaleøens betonstøv hvirvles op i luften til de tungeste toner fra USA. Ricky Myers når også at fortælle, at bassist Derek Boyer har fødselsdag, så han får en tung hilsen fra Copenhells publikum efter 'Liege of Inveracity', der i den grad viste, hvor skræmmende effektive Suffocation er på scenekanten.
Deres koncert varede desværre kun 40 minutter. Længere tid skal de ikke bruge på at pløje sig gennem 11 sange. Der er heller ikke de store dikkedarer. De sætter bare maskinen i det tungeste gear, og så buldrer de ellers bare derudad, indtil de igen stopper, lige så brat, som de gik i gang, og dermed slipper grebet om halsen på Copenhells fremmødte, så de kan få lidt luft.
En tiltrængt dosis dødsmetal, som programmet i år desværre ikke har haft helt nok af. Næste gang skal de have minimum 60 minutter og Hades.