Tungt og velspillet
Populær
The Psyke Project leverede en grumgod omgang blackened hardcore, der frem for alt udmærkede sig ved tyngden, mere end ved mørket.
Efter at have turneret kort, men intenst i Østeuropa var de københavnske hardcoreveteraner The Psyke Projekt klar med turens sidste show i Beta på Amager, som samtidig fungerede som releasefest for bandets seneste udgivelse, 'Guillotine'.
Om det var The Psyke Project, der havde trådt et bandt op under skosålen i Tjekkiet, vides ikke helt. I hvert fald var der et band med fra den kan,t som opvarmede. Navnet var (og er) Anime Torment, og de spiller math-/metalcore. Energien fejlede ikke noget, for der blev smadret livskraftigt og -glad igennem af de unge fyre, der dårligt kunne engelsk, og derfor havde deres hyr med at kommunikere med publikum. Nogle af riffene kunne sådan set godt gå an, men sammensætningen af dem blev aldrig rigtig til fuldgode numre, så det bliver næppe et band, man kommer til at høre meget mere til.
Væsentligt bedre stod det til, da de efterhånden gamle drenge i The Psyke Projekt entrerede scenen. De leverede med lige så stor spilleglæde som opvarmningen, men med endnu størrre musikalsk overskud og frem for alt nogle væsentligt bedre numre. Der blev spillet numre fra både 'Daikini', 'Apnea' og 'Ebola', men størstedelen var fra 'Guillotine', hvilket jo giver god mening aftenens tema taget i betragtning. Kunne de nye numre så gøre sig live? Ja, i hvert fald tyngden fungerede upåklageligt, hvor numre som 'Menneske' og 'Partisan' især udmærkede sig. Oplevelsen var til gengæld ikke så mørk, som når man lytter til pladen, men det har nok noget at gøre med, at det dels var live, og dels at bandet ikke består af nogle særligt dystre personligheder, når det kommer til stykket.
Publikum var i øvrigt godt med, men mest af alt var de med på en lytter. Beta var nemlig hæderligt fyldt, men ikke proppet, så pitten nåede aldrig op på den kritiske masse, der skal til for at holde sig selv i gang. Det skal dog siges, at der var nogle ihærdige, der gjorde, hvad de kunne med at moshe og give hinanden knubs og den slags, men der var bare ikke nok til at putte ”circle” i circlepitten eksempelvis, så det døde hele tiden ud. Men pyt, for var det musik, man var kommet for, var det musik, man fik. Lige mellem øjnene.