Premiere på en god ide

Populær
Premiere på en god ide

Volbeat fremviste for første gang den tidligere Anthrax-guitarist, Rob Caggiano. Det skete i fin stil, selvom der også var lidt studiestøv, der skulle bankes af.

Kunstner
Spillested
Dato
19-02-2013
Distributør
Genre
Trackliste
Hallelujah Goat
Angelfuck
A New Day
Guitar Gangster
The Gardens Tale
Heaven Nor Hell
Cape Of Our Hero
Sad Mans Tongue
The Human Instrument
16 Kr.
A Warriors Call
Mary Anns Place
My Body
Another Day, Another Way
Soulweeper
The Hangmans Body Count
Still Counting
Maybelene/Mirror And The Ripper
Fallen
Lola Montez
Pool Of Booze, Booze, Booza
Koncertarrangør
Fotograf
Henrik Reerslev
Forfatter
Karakter
4

Det er en kendt sag at Danmarks til alle tider største rockband, Volbeat, har haft en del udskiftninger på andenguitarist-pladsen. Siden Thomas Bredahl af uvisse årsager forlod/blev smidt ud af bandet tilbage i 2011, har der ikke været en fast mand på positionen. Navnkundige Hank Shermann fra endnu navnkundigere Mercyful Fate har været med som turguitarist, men en fast plads har han ikke haft.

I den forgange måned blev det dog offentliggjort, at den forhenværende Anthrax-guitarist Rob Caggiano havde takket ja til at blive fjerdemand i Volbeat, på trods af, at han havde forladt thrashgiganterne for at hellige sig sin producerkarriere. En karriere, der i øvrigt er skyld i, at han overhovedet er kommet i kontakt med Volbeat - Caggiano er nemlig med til at co-producere den kommende Volbeat-udgivelse sammen med Jacob Hansen.

Koncerten i Vega var intet mindre end en premiere for det nye Volbeat, og det skulle vise sig at være en rigtig god ide at have fået Caggiano med om bord. Fra første guitarsqueal emmede det metal, mere end det har gjort længe. Dog var det nu stadig mere Damned Things-Caggiano, man oplevede, end det var Anthrax, tankerne blev ledt hen på - Volbeat er nu engang stadig Volbeat - men alligevel ...

Caggiano er amerikaner, og det kunne man godt fornemme i den selvsikkerhed, han stillede op med. Vi danskere kan have det problem, at der kun er et lille rum til professionel, acceptabel udfoldelse mellem det at være uduelig og det at være en blærerøv, bedre kendt som Janteloven. Ting kan bestemt også være noget lort i USA, men der er ikke denne øvre begrænsning på ens omgang med egne evner, og det virker som om, at Caggiano har taget det med sig over Atlanten. Han spillede med ubesværet overskud og metallisk tyngde og var bare bedre, end hvad man er vant til at høre herhjemme, og det klædte musikken!

Alligevel kunne man godt høre på Volbeat, at de lige skulle have børstet studiestøvet af sig og have spillet den nye mand helt ind i bandet. Der var perioder, hvor det kneb lidt med udadvendtheden og kontakten til publikum, men i det store hele var det en god koncert. Der var selvfølgelig en del af det gamle, som folk kunne synge med på - især ‘Sad Man’s Tongue’ med Johnny Cash-/’Ring of Fire’-optakt. Mere tavse blev publikum, når nogle af de nye numre blev præsenteret, men det skyldes nok, at genkendelsens glæde af naturlige grunde ikke indfandt sig. Og forhåbentlig også, at folk lyttede til dem, for det fortjente de faktisk. Især ‘The Hangmans Body Count’ burde glæde de mere metalliske Volbeat-fans, selv om andre, såsom ‘Cape of Our Hero’, nok mere vil glæde de mere popglade dele af fanskaren.

Under alle omstændigheder er der ikke noget der tyder på, at Volbeat er ved at miste pusten. Tværtimod.