RMF 2019: Unødvendigt comeback

_XTD0519
_XTD0494
_XTD0467
_XTD0615
_XTD0622
_XTD0649
_XTJ0759

I et solidt dødsmetallisk program på RMF var Vomitory det dødsband, der slap absolut dårligst fra deres optræden. Uengageret, anonymt og forglemmeligt var stikordene.

Kunstner
Spillested
Dato
05-04-2019
Trackliste
1. The Voyage
2. Gore Apocalypse
3. Ripe Cadavers
4. Perdition
5. Revelation Nausea
6. Regorge in the Morgue
7. Madness Prevails
8. Rotting Hill
9. Serpents
10. Terrorize Brutalize Sodomize
11. Primal Massacre
12. Chaos Fury
13. Raped in Their Own Blood
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
2

Det er blevet enormt moderne at gendanne hedengangne orkestre for at fejre fødselsår, klassiske albums, eller at en del af bandets medlemmer nu gider være i rum med hinanden igen. Og mens der kan være en charme i stilskabende orkestre, der finder sammen igen for at udgive halvhæderlige plader og spille nostalgiske shows for fans, der er ligeså aldrende som grupperne selv, findes der også bands, hvor man simpelthen tænker: hvorfor er DE blevet gendannet? Hvor er efterspørgslen kommet fra, der har fået DET HER orkester til at tage ud og spille igen?

Et af sidstnævnte bands er de svenske dødsmetallere fra Vomitory. Efter oprindeligt at have opgivet ævred i 2013 gendannedes de sidste år og fejrer i år 30-året for bandets grundlæggelse. Men er der egentlig noget at fejre? Vomitory opstod som en del af den svenske dødsmetalscene i slut-80’erne, spiller klassisk svenskerdød, hvor der er godt med groove og melodiske elementer, har udgivet en håndfuld plader, som er udmærkede og ikke meget mere end det, og har ikke udgivet nyt materiale siden den jævne ’Opus Mortis VIII’ fra 2011.

Der er intet, der berettiger, at Vomitorys genkomst er noget, der skal fejres og ophøjes. Hverken historisk eller denne aften på Voxhall. En 4-5 stykker råber taktfast på Vomitory, resten af de omkring 150 mennesker i salen står der nok mest, fordi man ligeså godt kan få hørt noget musik, og der ikke er andet, der spiller lige nu. Kvartetten sætter i gang med 'The Voyage' og den hurtige, blæsende ’Gore Apocalypse’, men trods den stabile, omend noget skabelonsprægede, dødsmetal er det svært rigtig at hidse sig op. De fire aldrende herrer på scenen er netop det: Fire ældre musikere, der har lavet en håndfuld solide plader for år tilbage, som de fleste nok egentlig var stoppet med at hidse sig op over.

Som de står der, stationært placeret på hver sin plads, gør de intet for at hæve den relativt anonyme dødsmetal til et mere interessant leje i live-regi. Musikken har sine momenter, den bliver sådan set fremført nogenlunde, som den skal, men det hele virker anonymt, uengageret og indstuderet. Der er intet, hverken på scenen eller i musikken, der for alvor hæver Vomitorys sceneshow i dag eller deres generelle eksistens op over den grå masse. Det er sådan set fint nok alt sammen. ’Rotting Hill’ er dejligt brutal og en håndfuld entusiaster afvikler en velment mikroskopisk moshpit. Men i bund og grund er koncerten én af den slags, de fleste nok har glemt om en uge. Hverken musikalsk eller underholdningsmæssigt byder Vomitory på noget, der er synderligt mindeværdigt. Desværre.