WOA '11: Seje Sepultura
Populær
Nok har de måske mistet fordums styrke, men på Wacken kunne de nu alligevel godt fylde pladsen med mennesker og underholde stort.
2. Refuse/Resist
3. Kairos
4. Just One Fix (Ministry cover)
5. Convicted in Life
6. Choke
7. What I Do!
8. Relentless
9. Troops of Doom
10. Territory
11. Inner Self
12. Ratamahatta
13. Roots Bloody Roots
Der er efterhånden løbet meget vand under broen siden Max Cavalera forlod sit hjertebarn Sepultura tilbage i 1996. Derrick Green, den "nye" sanger, har måtte stå for skud lige siden og gør det stadig. Men han er en glimrende frontmand, og det beviste han på Wacken lørdag aften.
Med klassikeren 'Refuse/Resist' ret tidligt i deres set efterfulgt af 'Kairos' fra den nyeste plade af samme navn fik Sepultura ret hurtigt banket en fest op, og festivalpladsen var fyldt. Jeg gætter på over 50.000 til Sepultura denne aften. Og selvom det ikke helt er det samme Sepultura post-'Roots', så kan de stadig fyre op under kedlerne. Det beviste de for ikke så lang tid siden i Århus, og denne aften på Wacken viser de også, at selvom de ikke har den store tilslutning på en indendørsturné, så har de stadig massiv tilslutning på festivalerne. Folk vil stadig gerne høre klassikerne.
De mister lige momentet en anelse undervejs med nogle af de nye numre, men da de spiller 'Choke' er det som om Andreas Kisser og de andre også lige sætter bandet op i et højere gear, og så begynder der at ske noget. Derrick dedikerer 'Relentless' til Wackens publikum, og så begynder det for alvor at tage form. Publikum kommer rigtig godt med, og da Derrick annoncerer, at nu kommer der noget til de gamle fans, og de sætter i 'Troops of Doom' nærmest eksploderer publikum i ekstase. Der bliver crowd-surfet, hoppet i takt og lavet circle-pits. Det er ikke til at mærke nogen steder, at Cavalera-brødrene mangler.
Da Andreas Kisser lige tager tid til at pege på alle de sydamerikanske flag skal jeg love for, at de brasilianske og resten af de sydamerikanske tilrejsende får brølet igennem. Kisser dedikerer 'Territory' til dem, og så ved vi, at vi er på vej imod den afsluttende hitparade. Det bliver fulgt til dørs af 'Inner Self', før Sepultura desværre misser muligheden for at køre den rent hjem. For de afbryder hitparaden med et lille underligt jam af 'Ratamahatta', og det virker som om luften igen bliver taget ud af ballonen.
Ærgerligt. For da de slutter af med 'Roots' buldrer jorden igen under os, som var Wackens organisatorer ved at grave en underjordisk tunnel ud med atombomber. Folk elsker det. Det gjorde jeg også, men jeg må trække en enkelt stjerne fra pga. de momentvise dyk. De skal dog have fire stjerner for at gøre en særdeles god figur, og for at holde fanen højt og fortsætte med at give folket de sange, der betyder så uendeligt meget for thrashens historie. Fedt!