W:O:A 2010: Finsk mangfoldighed bedst
Populær
Amorphis' alsidige repertoire var bedre end Ill Niño og Job For A Cowboy. Vi bringer alle tre anmeldelser i denne artikel.
Unfurling A Darkened Gospel
Constitutional Masturbation
Lords Of Chaos
Knee Deep
Bearing The Serpent's Lamb
Reduced To Mere Filth
Regurgitated Disinformation
To Detonate And Exterminate
Ruination
Entombment Of A Machine
Embedded
Amorphis:
Silver Bride
Sky Is Mine
Towards And Against
The Castaway
Alone
Against Widows
From The Heaven Of My Heart
Sampo
House Of Sleep
Black Winter Day
My Kantele
ILL NIÑO er et af de større nu-metal bands, der med en vis portion succes har parret en smule tribal med thrash og nymodens breaks. På Wacken skulle de så vise deres varer, og med solide 'This Time It's for Real' var der lagt op til fest. Bandet var i hvert fald glade for at være der og udtrykte stor tilfredshed med fremmødet. Lidt komisk blev det dog, da Cristian Machado kl. 14.42 brøler "You're fucking amazing tonight", alt imens samtlige festivaldeltagere kæmper med at holde væskebalancen i den glohede sol, og skygge på festivalpladsen er ikke-eksisterende. Åbn øjnene, Kesse.
Støvet blev dog også pisket op da de satte i sange som 'This Is War' og 'The Alibi of Tyrants'. Desværre for Ill Niño er deres spændvidde begrænset, og det blev hurtigt en smule trivielt. Men de får to stjerner for at møde op og gøre et hæderligt forsøg.
Meget bedre gik det ikke for JOB FOR A COWBOY. Jeg havde troet de ville lægge Wacken for deres fødder, men deres nye version af dødsmetal blev endimensionel på Party Stage, og det udviklede sig aldrig rigtig til noget specielt. Der var masser af tryk på, og kernen af fans, der havde ventet på lige akkurat JFAC fik utvivlsomt hvad de kom efter.
Det er bare svært at finde højdepunkter, andet end publikum, der trodsede arrangørernes formaninger om ikke at give den alt for meget gas. Det gjorde de, og forsangerens vekslen mellem kælderdybe brøl og vanvittige skrig var med til at understøtte energiniveauet helt oppe foran. Det bedste var nok de afsluttende 'Entombment of a Machine' og 'Embedded', men når man gemmer de store hits til sidst, så skal de jo gå rent hjem. Hvilket de gjorde. Mere variation ville dog klæde dem. To stjerner.
Netop variationen var hvad der gjorde Amorphis til en herlig oplevelse. De finske multikunstnere er ikke bange for at blande dødsmetal med det melodiske, hvor guitaren får frit løb til at udfolde sig. Med et utrolig varieret materiale gik bandet gennem samtlige af bandets facetter, og den "nye" forsanger Tomi Joutsen formåede at være kompetent på alle fronter; både som frontmand og på alle vokalmæssige områder. Lige fra de dybe growl til de rene melodiske vers og fraseringer. En kæmpe styrke.
Det var helt tydeligt, at det gik rent hjem både under gamle sange som 'The Castaway' og 'House of Sleep' til nyere som 'Silver Bride', 'Sky Is Mine' og 'Sampo'. Amorphis leverede varen og gav Wacken deres bedste sange fra hele deres lange karriere, og det gav en rigtig god respons. Fire velfortjente stjerner herfra.