WOA'12: Satans Udsendte
Norske Gehenna gav opvisning i True Norwegian Black Metal med så dedikeret en ondskab, at det løb én koldt ned af ryggen.
Gehenna og Dimmu Borgir overlappede næsten hinandens koncerter på Wacken. Ironisk nok er begge grupper dannet i Norge i 1993. Dimmu Snorkir er endt som en de største eksponenter for black metal og snørklede sig denne aften med et symfoniorkester gennem en koncert, der faldt pladask til jorden og dybt ned under mudderet. Men nok om dem.
Gehenna er forblevet et band fra Norges mørke skove, som måske kun de færreste fans af den dystre genre kender til. Med god grund dog må man konstatere. De spiller generelt meget sjældent live og udsender musik i tempo, der næsten får Axl Rose til at minde om en arbejdsnarkoman på speed. Gehenna seneste udspil er således skiven ’WW’ fra 2005, og forrige album ’Murder’ fra år 2000. Oplysninger om bandet på nettet er generelt også sparsomme, men angiveligt er det ikke typer du skal genere på Stavangers værtshuse. Det tror vi på her, for mage til rendyrket ondskab på en scene er virkelig sjældent oplevet i denne grad.
Med blodet dryppende
Gehenna kom ind på scenen og lagde ud med sløve dystre toner. Stilhed inden stormen fristes man til at sige. Frontmand Sanrabb var iført en slidt militærjakke, med blodet sivende ud af munden, og ned over det corpepaint-malede hageskæg. Med det hvide vendt ud af øjnene kiggede han konstant op i luften, som prøvede han at forbande sin fjende i himlen. Et brutalt og hadefuldt growl bredte sig ud gennem læberne, og Wackens store telt fyldtes med lyden af et band, der høvlede instrumenterne halvt ihjel.
Gehenna var ikke kommet for sjov, de spiller ”anti-life-anti-human-true-Norwegian-black-metal”, i stilen fra da Norges metalscene i 1990’erne gik i selvsving og brændte sig igennem en snes kirker. Alvorlig ment i dag eller ej, så må kvintetten være Satans udsendte favoritter, for det var fra start til slut en opvisning i musikalsk overlegenhed, der skreg af tortur.
Ikke for sarte sjæle
Efter 20 minutter kom fra klassiske ’Adimiron Black’ (1998) ’Devils’ Work’, over 7 minutters ren ondskab smedet i helvedes flammer, hvor Sanrabb iskoldt growler "Engulfed by Darkness/The Devil’s Work is Done/Things Are the Same as Always/The Christian Pig Never Won".
Efter nummeret lød det prompte fra undertegnedes kæreste: ”Jeg går nu, jeg får det simpelthen ubehageligt af det her”. En udmelding flere i det store telt nok delte, da en del mennesker med et blandet blik af forargelse og ubehag i øjnene forlod teltet, imens ubehagelighederne fortsatte med ’New Blood’ fra seneste album ’WW’.
Og sådan fortsatte det i de resterende 3 numre, indtil det hele var overstået med ’Two Demons Eight Spirits’ fra 1993-demobåndet ’Black Seared Heart’. Voldsom og gennemført oplevelse, uden alverdens brug af effekter på scenen. Musikken og Sanrabb var i sig selv skræmmende nok, og er du i tvivl, så betyder Gehenna pudsigt nok ”Helvede” …