Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Vi glæder os til Wacken!

Populær
Updated
Vi glæder os til Wacken!

Devilution stiller med større hold end nogensinde på årets Wacken Open Air. Her forsøger alle hver for sig at sammenfatte, hvad de særligt glæder sig til.

Spillested
Dato
01-08-2012
Koncertarrangør
Forfatter

"På Wacken fatter folk noget, generelt fatter folk langt mere i Tyskland. Første gang jeg var på Wacken var i 1999, og det var en stor oplevelse, nu er der cirka kommet 55.000 mennesker mere til, og det bliver oplevelsen ikke ringere af! Gamle venner og freaks i alle afskygninger ophøjer altid denne festival. Programmet er på plads, gamle Overkill er bedre end nogensinde før, og Norges bedste exportvarer kommer i form af Gehenna, Dødheimsgard og Aura Noir. Fantastisk. Men glem nu ej Mambo Kurt i Biergarten og deres 1 liters øl, igen, i Tyskland fatter de noget. Alt dette i selskab sammen med resten af den fordrukne redaktion på Devilution, gør det helt sikkert til årets bedste og mest berusede weekend."
- Daniel Pilgaard, skribent

"Jeg glæder mig til Wacken 2012 - fordi jeg bo i en kæmpe lejr med masser af seje mennesker, se vores egne Electric Hellride kæmpe for guld i VM i metal om onsdagen, drikke øl, og ikke bare spise grillet gris, men også opføre mig som en gris i fem stive dage. Jeg ærgrer mig pt. kun over, at Forbidden har aflyst deres koncert på Wacken Open Air 2012, fordi dem havde jeg faktisk set meget frem til at se live."
- Henriette Mai Rahbek, skribent

"Til mit ganske jomfruelige møde med Wacken, glæder jeg mig naturligvis usandsynligt ubeskriveligt meget til selv at svinge el-øksen, men når spaden er lagt til hvile, skal jeg nyde, og da ser jeg frem til helt skamløst at høre power metal på dennes hjemmebane, og her er Gamma Ray det absolutte must, men generelt skal der hænges ud med ligesindede dyrkere af den dejlige onde musik i alle dens sære mangfoldige afarter – og gerne med adskillige øl i hænderne, på tøjet og i håret. Desuden skal jeg te mig!"
- Anders Molin, dragejæger, skribent og guitarist i Electric Hellride

"En viking skal have et hav at besejle for rigtigt at være viking, og en metaller skal ligeledes have et ocean af øl for at fungere ordentligt, så derfor er det bitre tyske øl noget af det, jeg ser frem til på Wacken. Og nu vi taler om vikinger, så jer jeg ret sikker på at tyskere misforstår alt ved viking, modsat Amon Amarths frontmand, Johan Hegg, der forstår alt! Så dét møde mellem rigtigt og forkert, ser jeg også frem til. Endelig glæder jeg mig til at se de store danske i det tyske, nemlig D-A-D og Volbeat, hvor sidstnævnte kun spiller denne ene koncert i Europa denne sommer."
- Emil Svendsen, skribent

"Det er mit fjerde besøg på Wacken og specielt for mig er denne gang onsdagen. Jeg plejer ikke at være der før torsdag, men i år dyster mit band i Metal Battle, så vi indtager Headbanger Stage onsdag, og derefter skal der festes grusomt igennem. Resten af festivalen bliver fed, da jeg nu også har bandet at nyde musik og bajere med. Programmet? Jeg glæder mig specielt til de 'små koncerter' under teltdug. Det er lidt som på Roskilde, hvor Pavilion og til dels Odeon bare giver mere intense koncerter end de store under åben himmel. Aura Noir, Ghost Brigade, Overkill, Testament, Kylesa og Moonspell er blot nogle få af de bands, jeg glæder mig til at opleve."
- Casper Villumsen, skribent og forsanger/bassist i Electric Hellride

"Wacken Open Air 2012 bliver en fed oplevelse. Programmet bugner af bands, jeg gerne vil se igen. Samt enkelte, jeg endnu ikke har haft fornøjelsen af. Her på The Scorpions' sidste turné får jeg dem omsider set og det på hjemmebane foran 75.000 festivaldeltagere, der er klar til at skråle med på de store hits. Jeg er én af dem! Derudover bliver det spændende at se hvor meget Watain har tænkt sig at bringe på scenen, mens der selvfølgelig også skal rockes med til Volbeat, Machine Head osv. Det vigtigste for mig er dog på det personlige plan. At gense de mennesker, der har udgjort kernen i vores lejr de seneste ni år. Næste år har vi 10-års jubilæum. I år skal vi igen feste, hygge og gøre det til et bagtæppe af fede bands. WOA'12 bliver fire tunge dage. Vi er, som altid velforberedte og glæder os til at indtage de nordtyske græsmarker."
- Kong Kent, Kong Kent

"Intet over, intet ved siden af. For mig er Wacken Open Air ubetinget den festival jeg glæder mig mest til. Igen i år er der booket sikkert på de store scener, her er vist ikke et band der ikke har spillet der mindst fem gange før. Dette skal dog ikke forhindre mig i at glæde mig særligt til Scorpions og Dimmu Borgir inklusive symfoniorkester. Men Winterfylleth og Aura Noir i teltene skulle jeg også gerne få set, og som et eksperiment vil jeg følger W:O:A Battle helt til dørs og derfor bryde med traditionen og drage sydover allerede onsdag. Men som Kong Kent nævner, så handler det ikke kun om al den musik man har set 666 gange før, det handler lige så meget om, at der er tid til at sidde og drikke en øl i lejren, inden helvede bryder løs og jeg skal fare rundt som en skoldet skid og fotografere samtlige koncerter."
- Jacob Dinesen, fotograf mm.