Svenske skove og fynske halvmåner

Påstand: langt de fleste metalhoveder har en iboende tristesse, som er stærkere end hos så mange andre. Og ind imellem har man brug for en katarsis af en musikalsk oplevelse. Det fik vi på Posten.

Denne aften starter forsigtigt på mange måder. Ti minutter inden showstart er der ikke dukket mange flere end et dusin mennesker op, som spredt hænger ud i samtale over en øl. Det er et blandet publikum. Der er nogle black metalbands at spotte blandt t-shirtsene, men også ternede skjorter, lyse hoodies og en enkelt blomstret sommerkjole som rar kontrast.

Aalborgensiske Vægtløs går på som første band og viser sig hurtigt at være den helt rigtige booking. Vægtløs’ æstetik er rå følelser, der bæres på ærmet, og efter to numre, har de spillet såvel sig selv som publikum varme. Der veksles mellem stille, melodiske passager og hårde riffs med metal-elementer. Lyrikken er dansksproget og kredser om død, forfald og sygdom. Kunstgrebet her er dog, at følelserne forløses i skønhed og desperation, som de formår at sammenflette, selvom de to burde være indbyrdes modstridende. Flere gange mellem numrene opfordres publikum også til at huske at passe på og elske hinanden, når nu livet er så kort. Særligt forsangeren Troels Højgaard Sørensen skal nævnes for sin utroligt nærværende optræden denne aften. Tilstedeværelsen er intens, og vokalen har den der vedkommende kvalitet, hvor man føler mens man hører den. Han kommer bogstavelig talt helt ud over scenen og ned på gulvet blandt publikum, og da turen kommer til det sidste nummer, trækker han folk helt tæt på og beder dem hjælpe til. Han skriger de første fire linjer af “Når de ord, vi har brug for skyder op af sig selv, får vi en ny sang” til halvcirklen rundt om sig uden mikrofonen, og kender man ikke sangens indhold om en gammel vens selvmord i forvejen, mærker man det tydeligt alligevel. Vægtløs føles kompromisløst autentiske, og det klæder dem. Faktisk står man tilbage med følelsen af at man netop lige har oplevet aftenens hovednavn, for det er ualmindeligt godt og intenst.

En benhård halvmåne og et troløst publikum
Om aftenens deltagere allerede nu er blevet forløst efter det hudløse møde med Vægtløs er et reelt spørgsmål. I hvert fald går Helge på til et troløst publikum. Der er få undtagelser. En enkelt fyr som tydeligvis mærker dem helt ind i knoglerne, og headbanger fra start, og en kvinde, som danser kun med benene mens hun holder overkroppen fuldstændigt i ro for at kunne skyde sig en video af bandets optræden. Oppe foran står tre fyre og synes søreme, at bandet spiller højt. “Mine ører er sådan.. En, to. Hallo, hallo,” siger den ene højt og tydeligt mens han piller sig i øret med pegefingeren mellem numrene. Efter tre eller fire numre sker der en udvandring mod rygegården, og baggrundssnak fylder resten af koncerten. “Jeg har lyst til at sige, at I ser godt ud,” siger Danny Woe – den ene af bandets to vokalister, “Men sandheden er, at jeg ikke kan se jer”. En venlig fortolkning er, at lyset skinner ham i øjnene. Den karakteristiske odenseanske halvmåne af tomt gulv foran scenen er særlig stærk denne aften. 

Helge er talstærkt til stede på scenen med både trommeslager, bassist, dyrekranier, to guitarister og to vokalister. Danny Woes growl er lyst og raspende, og Torsten Madsens dybere, og typisk fulgt af et langsommere tempo med tungere flader. De supplerer hinanden, og der gøres også plads til passager med en ren og fyldig vokal som vi kender den fra den klassisk heavy. Denne aften spilles både numre fra ‘Neuroplasticity” og nyt materiale fra deres kommende plade denne aften. Helge har ikke publikum med sig, og selvom man kunne ønske mere intensitet fra scenen og at de på dagen også fremstår lidt rodede, er det ikke kun bandets skyld – det ér et ualmindeligt sløvt og meget lidt støttende publikum der befinder sig på Posten under Helges optræden. Synd på sådan en fredag aften med et ellers godt program. 

Forårsgrønne svenske skove
Da Wormwood går på mærkes det tydeligt, at der her er tale om et erfarent band, der er vant til at spille markant større venues. Svenskerne spiller atmosfærisk metal med udprægede nordiske noter, og her dyrkes tristessens skønhed. “Vi skal spille lidt melankoli” forklarer forsanger Georg Ekbladh på svensk mellem numrene, og det er præcis, hvad de gør til denne første koncert i Danmark. For første gang i aften er halvmånen brudt, og der er publikum helt fremme ved scenen. De spiller hovedsageligt numre fra de seneste to albums, og fra den indledende ‘End of Message’ til den i øvrigt fremragende, afsluttende ‘The Isolationist’ føres publikum igennem fuglekvidder, blød melodi og hårde riffs, tunge trommer og en raspende vokal; verdensklasse! 

Er det black? Juryen voterer stadig om dette spørgsmål. Men det er vedkommende, stemningsfyldt og dygtigt. Dog formår heller ikke Wormwood at holde på hele publikummet koncerten igennem, og det er ufortjent, for de leverer et solidt show hele vejen rundt. Wormwood fortjener bedre publikum end de får denne aften i Odense, men dem der er med og de få connoisseurs, der er til stede, har en god oplevelse; det er et velspillende band der professionelt og oplagt spiller de store melankolske svenske skove ind i brystet på publikum.