Mustaines metalbal
Updated
Dave Mustaines Gigantour samlet på et dobbeltalbum, der er en broget samling af Megadeth, Anthrax, progressive topbands og nye, tvivlsomme orkestre. Hr. Mustaine barsler med nyt Megadeth-album på vej. ”Til marts kommer det,” siger manden, mens han på scenen har travlt med at overgå Axl Rose som rock-primadonna ved at smide sin guitar og forlade scenen i arrigskab over problemer med sit headset…
I mellemtiden kan man så – alt efter temperament – glæde sig over det dobbelte cd-sæt med optagelser fra sommerens Gigantour, som var Mustaines svar på Ozzfest og Family Values. Mustaine håndplukkede selv alle bandsene til den omrejsende festival, som dog blev en lidt af en publikumsfiasko: ca. 2000 mødte op på spillesteder med plads til 5000.
Det er imidlertid også lidt svært at få øje på, hvad man skal bruge dette cd-sæt – som senere bliver akkompagneret af en DVD – til? Der er to sange med hvert af de otte bands, der ”varmede op” for Megadeth hver aften. Megadeth selv er repræsenteret med tre sange.
Her er tale om en broget forsamling, med progressiv metal i den ene ende (Dream Theater og Symphony X) og nu metal i den anden ende (Dry Kill Logic og Bobaflex). En fælles faktor for alle skæringerne er, at de bliver præsenteret i en flad, sumpet og ligegyldig produktion, og så er der i øvrigt crossfading mellem numrene; en ting, man nemt kan slippe udenom med de digitale hjælpemidler, der er til rådighed her i 2006.
De værste bands er gemt af vejen i slutningen af CD 1, hvor man ellers lige var nået at blive moderat begejstret over Anthrax og Life of Agony. Her, hvor de fleste nok har trukket skiven ud af afspilleren gemmer Dry Kill Logic og Bobaflex sig. Dem kan det ikke anbefales, at man udsætter sig for!
Så er CD 2 noget bedre. Her lægges der ud med tre stærke Megadeth-numre, og man kan sige hvad man vil om Mustaine, men det er sgu en håndfuld kompetente musikere (Drover-brødrene og James LoMenzo), han har fundet som erstatning for de fyrede/flygtede kræfter (Pitrelli/Ellefson/DeGrasso). Fear Factory klarer den også ganske fortrinligt, mens det hele så småt ebber ud i Nevermore og Symphony X.
Man sidder tilbage med spørgsmålet om, hvem dette sæt er rettet mod? Fans af de forskellige bands vil næppe punge 150 kr. ud for to sange med deres yndlingskunstner, eller hvad? Måske vil nogle dog klappe i hænderne over Dave Mustaines sparsomme liner-notes, men helt ærligt…!?
I mellemtiden kan man så – alt efter temperament – glæde sig over det dobbelte cd-sæt med optagelser fra sommerens Gigantour, som var Mustaines svar på Ozzfest og Family Values. Mustaine håndplukkede selv alle bandsene til den omrejsende festival, som dog blev en lidt af en publikumsfiasko: ca. 2000 mødte op på spillesteder med plads til 5000.
Det er imidlertid også lidt svært at få øje på, hvad man skal bruge dette cd-sæt – som senere bliver akkompagneret af en DVD – til? Der er to sange med hvert af de otte bands, der ”varmede op” for Megadeth hver aften. Megadeth selv er repræsenteret med tre sange.
Her er tale om en broget forsamling, med progressiv metal i den ene ende (Dream Theater og Symphony X) og nu metal i den anden ende (Dry Kill Logic og Bobaflex). En fælles faktor for alle skæringerne er, at de bliver præsenteret i en flad, sumpet og ligegyldig produktion, og så er der i øvrigt crossfading mellem numrene; en ting, man nemt kan slippe udenom med de digitale hjælpemidler, der er til rådighed her i 2006.
De værste bands er gemt af vejen i slutningen af CD 1, hvor man ellers lige var nået at blive moderat begejstret over Anthrax og Life of Agony. Her, hvor de fleste nok har trukket skiven ud af afspilleren gemmer Dry Kill Logic og Bobaflex sig. Dem kan det ikke anbefales, at man udsætter sig for!
Så er CD 2 noget bedre. Her lægges der ud med tre stærke Megadeth-numre, og man kan sige hvad man vil om Mustaine, men det er sgu en håndfuld kompetente musikere (Drover-brødrene og James LoMenzo), han har fundet som erstatning for de fyrede/flygtede kræfter (Pitrelli/Ellefson/DeGrasso). Fear Factory klarer den også ganske fortrinligt, mens det hele så småt ebber ud i Nevermore og Symphony X.
Man sidder tilbage med spørgsmålet om, hvem dette sæt er rettet mod? Fans af de forskellige bands vil næppe punge 150 kr. ud for to sange med deres yndlingskunstner, eller hvad? Måske vil nogle dog klappe i hænderne over Dave Mustaines sparsomme liner-notes, men helt ærligt…!?
Kunstner
Titel
Live 2-CD Set
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter