Bidende god genforening

Prægtige melodier og suveræne musikere på den første studieplade fra It Bites i 18 år. I 2005 så supergruppen Kino dagens lys. Deres debutplade, ”Picture”, var et særdeles vellykket musikalsk samarbejde mellem blandt andet Arenas John Mitchell og John Beck fra It Bites.

Venskabet resulterer nu i en genforening af sidstnævnte band med revideret line-up. På bandets første studieplade siden 1990 følges der op på den progressive pop/rock-fusion, som de i sen-80’erne og begyndelsen af 90’erne fik ganske stor succes med i specielt hjemlandet England.

Ud over at Mitchell fungerer som ny guitarist i It Bites, er han samtidig blevet tildelt mikrofonen og rollen som ny frontmand. Dette sker efter at Francis Dunnerys tilbage i 1990 tog afsked med bandet under noget uklare omstændigheder.

John Beck fungerer stadig som leverandør af suveræne keyboardflader og backing vocals, imens det originale bidende medlem, trommeslageren Bob Dalton, også stadig ligger sublimt på balancegangen mellem det swingende poppede og det delikat progressive.

Der ud over er Rick Wakemans session bassist, Lee Pomeroy, helt ny ingrediens i gruppen - faktisk så ny, at bassen på ”The Tall Ships” blev indspillet af henholdsvis Mitchell og Beck.

Som uerfaren lytter af 80’ernes It Bites, må ”The Tall Ships” sammenholdes Kinos førnævnte debutplade. Og sammenligneligheden er her indlysende. Over pladens elleve skæringer, er det også hovedsagligt den pompøse, dog bløde rockmelodi, der er i højsædet på ”The Tall Ships”. Dog med klare elementer af progressiv lødighed: Karakteristiske basgange, der får en til at kigge sig over skuldrene efter Marillions Pete Trewavas, samt Mitchells vokal, der tonalt deler Peter Gabriels varme kvaliteter.

Et åbningsnummer som ”Oh My God” skyder pladen helt familiært i gang: Melodien er så forbandet imødekommende, at man ikke kan andet end omfavne den kært ved allerførste ørestrejf. Og det gør sig gældende for stor set hele pladen.

Sangene er så velkomponerede, at end ikke en gennemsnitslængde på fem-seks minutter gør dem for lange, hvilket er en styrke, når man tager deres generelt lette melodier i betragtning.

Indenfor pop/rocken kommer sangene så vidt omkring, som det synes muligt:

”Great Disasters” har afrikanske rødder, der netop kunne frembringe associationer til Gabriels verdensmusik, ”Farenheit” og ”For Safekeeping” er følsomme ballader, der begge bygger formidabelt op med små midler, og afslutningsnummeret ”This Is England” er en tretten minutter lang progsag. Sidstnævnte er muligvis ikke så god som Kinos’ pragtsang, ”Losers’ Day Parade”, men mindre gør det: ”This Is England” slutter en varm og vedkommende plade vidunderligt af.

It Bites’ ”The Tall Ships” forstår at blande det kommercielle med det egenrådige, og selv om pladen er fængende allerede ved første gennemlytning, er der nok – læs: MASSER! – af blændende musikalitet på pladen til, at den forbliver i cd-afspilleren den ene time efter den anden.