Det vokser med tiden

Populær
Det vokser med tiden

Maschine viser sig på debutalbummet 'Rubidium' som et ret traditionelt progrock-band. Men der er dog visse metalliske inspirationskilder at spore hist og her.

Kunstner
Titel
Rubidium
Distributør
Trackliste
1. The Fallen
2. Rubidium
3. Cubixstro
4. Invincible
5. Venga
6. Eyes Pt. 1
7. Eyes Pt. 2
Karakter
3

Det er formentlig ikke noget dårligt gæt, at bandet Maschine har navn efter dets to stiftere guitaristen Luke Machin og bassisten Daniel Mash. Bandet stammer fra England og er forankret omkring bandmedlemmer, der har deres gang eller har studeret på musikkonservatoriet i Brighton. Udover de to stiftere består Maschine af guitaristen Elliott Fuller, keyboardspiller Georgia Lewis og trommeslager James Stewart.

Både Luka Machin, Daniel Mash og Georgia Lewis synger endvidere lead på albummet.

Stilen er engelsk prog

Bandets musikstil er helt klart engelsk progrock med inspiration fra It Bites, Porcupine Tree m.fl. fra den engelske prog-scene. Selv henviser bandets medlemmer dog også til Opeth, Pain of Salvation, Dream Theater og lignende mere deciderede progmetal-bands. Efter denne anmelders mening kan ’Rubidium’ dog ikke klassificeres i progmetal. Der er indimellem tendenser, men overordnet set er der tale om mere progrock end -metal hos Maschine. Det betyder naturligvis ikke, at ’Rubidium’ er dårligt album. Det er såmænd et helt godt prog-album, som sikkert særligt vil falde i udøvende musikeres smag. For de enkelte medlemmer i bandet leverer mange fine små deltaljer på albummet.

Der er alt det, som kendetegner progrock-genren. Der er de mange rytme- og temposkifte, temaer der langsomt ændrer karakter, flotte soli, mange skalerede forløb og naturligvis også lidt inspiration fra verdensmusikken, som i Machines tilfælde særligt gør sig gældende i sangen ’Cubixstro’, hvor man har gang i latinmusikken.

Der mangler måske en forsanger

Der, hvor Maschine ikke helt præsterer, er på den vokale front samt i forbindelse med kompositionerne. Som anført er der tre, der synger i bandet. Men det er først og fremmest instrumentalister på hvert deres instrument. Det betyder så ikke, at der ikke er lagt arbejde i det vokale arbejde. Der er ofte tale om flere sangere i samme sang og gerne flerstemmig sang. Men det ville klæde bandet at have en decideret vokalist.

Med hensyn til kompositionerne er de meget komplekse, og som hos så mange andre progrock-bands er sangene temmelig lange. Men det med at skrive ørehængende omkvæd, det er altså ikke lige noget, som der lægges kræfter i. Det drejer sig mere om at skrive de mange små melodiløb og sætte dem sammen til en kollage.

Lidt metal hist og pist

Det er særligt på albummets tre sidste sange, ’Venga’, ’Eyes Pt. 1’ og ’Eyes Pt. 2’, at der er skruet op for metallen. ’Venga’ starter med noget Pink Floyd-agtigt guitar, der snart afløses af et heavyriff. Desværre går tempoet straks ned i første versstykke, for dog at komme til med forstærket kraft senere i sangen.

På ’Eyes Pt. 1’ starter det hele omvendt meget stille med klaver og melodiøs kvinde- og herrevokal, inden der sættes i gang med et hårdt og pumpende riff, hvor der hele tiden skiftes takt og rytme. Men bandet forbliver aldrig i den hårde stil ret længe ad gangen. Det varer ikke længe, inden der sættes i med jazz og og pop. Og sådan skiftes der igen og igen.

Det skal afslutningsvis siges, at der sker så meget på albummet, at det kræver tid at få det hele med. Der er ingen tvivl om, at det er et album, der vokser med tiden. Jeg tror dog ikke, at det er et album, som vil opnå klassikerstatus.