Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Nyt nordjysk heavyhåb

Populær
Updated
Nyt nordjysk heavyhåb
Lovende, men aalborgensiske Jerkstore har potentiale til mere. Redaktøren anmelder bandets album "Blood On Canvas". Nordjylland profilerer sig stolt i disse metaltider: Mnemic med kontrakt - og andet album på vej på - tyske Nuclear Blast Records, Mercenary nu signet til tyske Century Media og så disse Jerkstore med nyt album, "Blood On Canvas", der dog kun er udgivet på eget(?) lokale selskab Angry Earthling. Hvilket så også rummer en væsentlig pointé når man skal bedømme Jerkstores indsats på dette udspil, der synes mere lovende end egentlig fuldendt.

Jerkstore åbner ganske bravt med et solidt Prong-groove i "Timing Is Everything", der med det samme vidner om et band, der ganske vel kan kombinere inspirationskilder med en egen friskhed og evne til at skrive ganske fængende melodilinjer. Man får lyst til mere, og dét kommer der pronto i de godt groovende og små-growlende "Protest" og "Powder" samt i "Time Crawls", der lyder som Stone Temple Pilots-møder-Alice In Chains anno "Sap" eller "Jar Of Flies". Og længere henne på pladen ligger der smidige numre som "Kinderwelt" og "Saving Private?", begge med lette og fint fængende refrains og et godt rock og rul touch.

Kompositionerne holder virkelig en vis klasse, men navnlig frontmand og Gaffa-anmelder Keld Rud Nielsens til tider Scott Weiland-strejfende vokal kommer indimellem lidt til kort i denne produktion, hvor der altså findes lidt "demo-agtige" svipsere, som kunne være reddet med en mere autoritær producer i sædet - og, sikkert osse, et større indspilningsbudget og dermed mere tid til detaljerne.

Men - dette skrevet, og nødvendigvis sådan, så får Jerkstore faktisk ganske meget ud af dets store inspirationsunivers, og "Blood On Canvas" udvikler sig - aflytning for aflytning - til et såre fint og fornuftigt udspil, som forhåbentlig kan give bandet dét rygstød der skal til for at komme i søgelyset hos et større independent pladeselskab. Keld Rud og Jerkstore har ihvertfald det sangskrivningspotentiale, som ofte mangler hos nyere bands - også dem med et langt højere indspilningsbudget end Jerkstore.

Kunstner
Titel
Blood On Canvas
Distributør
Karakter
3