På egne præmisser
Updated
Staind er kommet for at blive - og på egne præmisser. Lars Schmidt anmelder det nye album, "14 Shades Of Grey". Præcis to år efter, at Staind fik deres verdensgennembrud med "Break The Cycle" er de melankolske nu-metallere på banen med efterfølgeren "14 Shades of Grey", og lad det være sagt med det samme: Den nye når ikke gennembruds-cd'ens højder. Omvendt er skuffelsen ikke voldsom. For Staind har leveret en opfølger, som er mere "ren" i sin målsøgning.
Som albumtitlen skærer ud i pap handler det om dyb, dyb melankoli og om at stå ved den tristesse, vi alle rammes af. Så hvad det nye album mangler af musikalsk nytænkning, henter det til gengæld hjem i koncept, tekstunivers og atmosfære. Det nye album er ganske enkelt mere helstøbt, men uden de musikalske højdepunkter, som har breaket Stainds cyklus gennem de seneste to
år.
Det, som også skinner igennem, er, at Staind virkelig kan skrive nogle gode og triste melodier, men at kalde Staind for "metal" er vist mere end en almindelig tilsnigelse. Jo-jo, der er forvrængede guitarer, og numrene er riff-opbyggede, men så er dén vist heller ikke længere. Vi er mere ovre i depri-rock-boldgaden, hvor det er stemning og atmosfære, som er udtrykket.
På "14 Shapes of Grey" er der ingen "Open Your Eyes", ingen "Fade" og ej heller nogen "Outside" - altså hits i MTV-klassen. "14 Shapes..." er mere nede i tempo og aggressivitet og det NU-metal udtryk, som var nødvendigt for Staind for at få gennembruddet. Albummet starter dog tungt og aggressivt med "Price to Play" og de støjende guitarer holdes på den melodiske "How About You", men går helt ned i tempo og op i MTV-appeal på den stille "So Far Away", hvis melodi nagler sig fast
og med sikkerhed hitter stort. Et nummer, som lugter lidt af Nickelbacks "Spiderman" nummer.
Et af de numre, der gør størst indtryk er "Layne", som
utvivlsomt er en hyldest til afdøde Alice In Chains forsanger Layne Staley, der sidste år forlod denne verden på en overdosis. Musikalsk er dette nummer også en hyldest til Alice in Chains, nærmest et Alice-cover med Alice-kor, Alice-tilbagelænethed, store, åbne Alice-guitarakkorder osv. osv.
Staind viser med "14 Shades...", at de stadig er her, og at de er kommet for at blive, men mest på egne præmisser. NU-metallen er pist væk - og melankolien og den gode, triste melodi er i højsædet. Men man bliver skuffet, hvis man forventer et album spækket med lige så mange hits som "Break the Cycle". "14 Shades..." synes dog umiddelbart som et album af længere holdbarhed, et album der er født til at vokse.
Som albumtitlen skærer ud i pap handler det om dyb, dyb melankoli og om at stå ved den tristesse, vi alle rammes af. Så hvad det nye album mangler af musikalsk nytænkning, henter det til gengæld hjem i koncept, tekstunivers og atmosfære. Det nye album er ganske enkelt mere helstøbt, men uden de musikalske højdepunkter, som har breaket Stainds cyklus gennem de seneste to
år.
Det, som også skinner igennem, er, at Staind virkelig kan skrive nogle gode og triste melodier, men at kalde Staind for "metal" er vist mere end en almindelig tilsnigelse. Jo-jo, der er forvrængede guitarer, og numrene er riff-opbyggede, men så er dén vist heller ikke længere. Vi er mere ovre i depri-rock-boldgaden, hvor det er stemning og atmosfære, som er udtrykket.
På "14 Shapes of Grey" er der ingen "Open Your Eyes", ingen "Fade" og ej heller nogen "Outside" - altså hits i MTV-klassen. "14 Shapes..." er mere nede i tempo og aggressivitet og det NU-metal udtryk, som var nødvendigt for Staind for at få gennembruddet. Albummet starter dog tungt og aggressivt med "Price to Play" og de støjende guitarer holdes på den melodiske "How About You", men går helt ned i tempo og op i MTV-appeal på den stille "So Far Away", hvis melodi nagler sig fast
og med sikkerhed hitter stort. Et nummer, som lugter lidt af Nickelbacks "Spiderman" nummer.
Et af de numre, der gør størst indtryk er "Layne", som
utvivlsomt er en hyldest til afdøde Alice In Chains forsanger Layne Staley, der sidste år forlod denne verden på en overdosis. Musikalsk er dette nummer også en hyldest til Alice in Chains, nærmest et Alice-cover med Alice-kor, Alice-tilbagelænethed, store, åbne Alice-guitarakkorder osv. osv.
Staind viser med "14 Shades...", at de stadig er her, og at de er kommet for at blive, men mest på egne præmisser. NU-metallen er pist væk - og melankolien og den gode, triste melodi er i højsædet. Men man bliver skuffet, hvis man forventer et album spækket med lige så mange hits som "Break the Cycle". "14 Shades..." synes dog umiddelbart som et album af længere holdbarhed, et album der er født til at vokse.
