Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

På jagt efter synergier

Updated
På jagt efter synergier
Lars Schmidt er vild med "supergrupper", men André Andersen, Paul Laine og David Readman når slet ikke topniveauet med albummet "III". På papiret er Royal Hunt-bagmand André Andersens kollaboration med de to gedigne rock-sangere Paul Laine og David Readman ganske spændende. Og det lykkes da også et godt stykke hen ad vejen. Men det kommer ikke godt nok i mål, for de tre's fokus er ikke klart og entydigt nok. De vil for meget og får for lidt ud af det, deres kapacitet taget i betragtning. Men trods alt
et på mange måder okay udspil.

Lidt baggrund: Dansk-russiske tangentspiller André Andersen er manden bag en af dansk rocks største eksport-succeser, det keyboardbaserede symfonisk-progressive hard rock band Royal Hunt, der nyder stor succes i Det fjerne Østen. Bandet er knap så kendte på vore breddegrader.

Paul Laine er først og fremmest kendt for i en periode at være en meget kompetent mikrofonholder i det amerikanske hard rock band Danger Danger. Han medvirkede blandt andet på den fremragende "Four The Hard Way" fra 1997, og han var også med, da Danger Danger sørgede for den festlige og forrygende opvarmning til afdankede UFO i Pumpehuset (vist nok i 1998!?).

David Readman slår sine folder i det tysk-amerikanske Pink Cream 69, som er melodisk hard rock på topniveau. Og han er kendt for sine to helt igennem toppræstationer for det franske neoklassiske prog-metalband Adagio.

De tre kapaciteter har slået pjalterne sammen for at udgive "III", og det er de - som skrevet - sluppet nogenlunde udmærket fra. Musikalsk set er det Royal Hunt-møder-Danger Danger, og det bliver denne anmelder altså lidt forvirret af. Heldigvis er der lagt en dæmper på André Andersens virtuose keyboardflader. Og heldigvis er der lidt mere lige ud ad landevejen melodisk hard rock. Og det er, når bandet rocker, at det klart står stærkest.

Der er to fremragende numre på albummet. Og så heller ikke mere. "Dust to Dust" holdes stærkt oppe af et massivt guitarriff og Readmans blædende vokal. Og "Bulletproof" kommer rigtig godt afsted, selv om det bærende riff godt nok minder tyvagtigt meget om riffet i Deep Purples mægtige "Stormbringer". Men det fungerer nu godt nok, og Paul Laine kan i hvert fald sagtens bære nummeret.

Ud over disse to numre er vi lidt i den bløde og lidt stilforvirrede mellemvare, hvor der er for mange numre - i hvert fald fire ud af i alt ti på albummet - som ikke holder. Og det er jo ikke godt nok. Men de gode hensigter skal altid præmieres, og jeg er altså lidt vild med tanken bag supergrupper, der dannes for at se, hvor stor synergi fremragende musikere kan skabe. Det gik for nogle måneder siden med Allen/Lande og "The Battle". Men det går ikke helt med "Three".

Titel
III
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter
4