Ikke helt i mål

Populær
Ikke helt i mål

Et nyt album fra mere eller mindre danske Royal Hunt ventes altid med store forhåbninger. Der er ikke mange danske band inden for den symfoniske power metal og slet ikke af den internationale klasse, som Royal Hunt sædvanligvis besidder.

Kunstner
Titel
XIII - Devil's Dozen
Dato
21-08-2015
Trackliste
01. So Right So Wrong
02. May You Never (Walk Alone)
03. Heart On A Platter
04. A Tear In The Rain
05. Until The Day
06. Riches To Rags
07. Way Too Late
08. How Do You Know (bonus track)
Karakter
3

Det nye album fra Royal Hunt er bandets 13. Albummet er i den forbindelse ganske fikst navngivet som ’XIII – Devil’s Dozen’.

Der kan argumenteres for, at Royal Hunt egentlig er et enmands-projekt for André Andersen og udført ved hjælp fra skiftende besætninger. Det er ikke helt forkert, da det som hovedregel er André Andresen, der udover at spiller keyboards også komponerer stort set al Royal Hunts musik og samtlige tekster tekster.

Det skal i den forbindelse dog tilføjes, at det ikke er den ringeste besætning, der plejer at bakke mesteren op. Igennem tiderne har der således blandt andet været fremragende forsangere som Henrik Brockmann (Evil Masquerade), D. C. Cooper, John West (Artension) og Mark Boals (Yngwie  Malmsteen m.fl.).

Samme stil med ny, gammel sanger

Af alle disse sangere er det formentlig amerikaneren D.C. Cooper, der har fungeret bedst i Royal Hunt, og det var derfor velkomment, da han i 2011 returnerede til bandet efter at have været ude siden 1997.

Indtil videre har det resulteret i to album, ’Show Me How to Live’ fra 2011 og ’A Life to Die For’ fra 2013. Ingen af disse udgivelser har dog været kæmpesuccesser, når man ser bort fra en relativt pæn modtagelse i Japan.

Det er så det store spørgsmål, om tingene ændrer sig synderligt med udgivelsen af det nye Royal Hunt-album. Stilen er endnu en gang den meget melodiske, symfoniske hard rock, hvor der lægges vægt på solide musikalske og vokale præstationer.

Sangene kunne være bedre

Men – og det er jo altid et vigtigt men – sangene kunne godt være bedre. Det er fint, og det er rart at høre på, men der er ikke noget, der slår benene væk under en.

’Devil’s Dozen’ når således ikke samme patos- og energi-niveau som eksempelvis albummet ’Collision Course’ med Mark Boals i den vokale forgrund eller det i øvrigt ret gennemsnitlige album ’Fear’ med John West bag mikrofonen, og det når da slet, slet ikke i nærheden den fremragende ’Moving Target’, der udkom helt tilbage i 1995, hvor D.C. Cooper i den grad strålede.

’Devil’s Dozen’ lægger lidt forsigtigt ud med sangen ’So Right So Wrong’, der er en fin lille sag – flot og nydelig uden helt lette fra jorden og tage lytteren med ud i det lydunivers, som vi ved, at Royal Hunt kan kreere.

Desværre kører albummet langt hen ad vejen videre i samme rille. ’May You Never (Walk Alone)' er en flot, pompøs semiballade i vanlig Royal Hunt-stil. Men de djævelske kræfter slippes ikke rigtig løs.

Først sent sættes overraskelserne ind

Det er faktisk først i albummets sjette sang, ’Riches to Rags’, at man for alvor rykkes ud af den rolige sindstilstand. I dette nummer bliver der pludselig inddraget noget traditionel folkemusik, der sammenspilles med den symfoniske rock og den hårde guitar og heavy metal-bunden. Det er godt, selvom det er hørt på nogenlunde samme måde i andre sammenhænge. 

’Devil’s Dozen’ er slet ikke noget dårligt album. Det er faktisk et udmærket album. Det er især utroligt velspillet på alle poster, hvor ikke mindst guitarist Jonas Larsen får sat nogle ret fine soli ned. Men som Royal Hunt-fan havde man alligevel håbet på lidt mere.

Næste gang må der derfor godt skrues endnu mere op for det pompøse og for den metalliske underlægning.