Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Voldsomt ambitiøst

Populær
Updated
Voldsomt ambitiøst

Defectos første fuldlængdealbum er et uhyre ambitiøst værk. Heldigvis lykkes stort set alt til perfektion på ’Excluded’.

Kunstner
Titel
Excluded
Dato
19-03-2016
Trackliste
1. Campaign
2. When Daylight Dies
3. You Had It Coming
4. Drifting In To Blackness
5. The Final Transition
6. Rage
7. Desperate Addict
8. Don't Loose Yourself
9. Into Oblivion
10. Sovereign
11. The Sands Of Time
Karakter
5

Defecto er noget af en svaneunge i dansk heavy metal. Bandet bekender sig nemlig åbenlyst til progmetal-genren, som stort set er fraværende på den danske metalscene. Godt nok har vi Anubis Gate og de lidt mere internationale og lidt mere symfoniske Royal Hunt samt de lidt crossover-progressive Mercenary. Men det er ikke lige i Danmark, at progmetallens hovedbase er funderet.

Derfor er det også imponerende, at Defecto kan komme op med at album som ’Excluded’ så relativt tidligt i bandets karriere. Godt nok har det været undervejs i nogle år. Men det tager vi fat på i næste udgave af Devilution, hvor vi har et interview med bandets forsanger og musikalske maestro Nicklas Sonne.
Udover Sonne på vokal og guitar består Defecto af Thomas Bartholin på bas, Frederik Møller på guitar og Lars Jensen på trommer.

I gode producerhænder

Her og nu koncentrerer vi os om ’Excluded’, hvor der så sandelig også er nok at komme efter. Som sagt er det en særdeles ambitiøs udgivelse. Sangene er velkomponerede og velspillede, og Nicklas Sonne synger sangene på en fantastisk indfølt overbevisning. Samtidig er albummet produceret af producerikonet Flemming Rasmussen, som var en af de bærende kræfter bag succesen for Metallicas store udgivelser i 80’erne. Flemming Rasmussen og Nicklas Sonne har produceret albummet i samarbejde med Jan Langhoff, der i sin tid producerede de danske popikoner Aqua. Så det er altså de store kanoner, der er kørt frem til at lægge fundamentet for Defectos videre færden ud i musikken.

International progmetal

Stilen på ’Excluded’ er mest lagt an på de amerikansklydende progmetal-bands. Men heldigvis er Defecto stort set ikke faldet i nogle faldgruber med at gøre det hele for mainstream eller kitschet. Der er hele albummet igennem tale om særdeles velkomponerede sange, der fremføres præcist og kompetent.

Nicklas Sonne synger virkeligt godt. Samtidig evner han at variere sin vokal fra sang til sang. I pressematerialet i tilknytning til udgivelsen er det anført, at Sonne lyder som en sammensmeltning af Russell Allen, James Hetfield og Mikael Åkerfeldt. For en gangs skyld lover pressemeddelelsen ikke mere, end produktet kan holde.

Det klæder Defecto, at man på trods af de givetvis store ambitioner om at komme uden for Danmark med ’Excluded’ ikke forfalder til at blive for poppede eller at gå efter et hit. Der er fuld knald på musikken hele vejen igennem, selv om der naturligvis er roligere passager og hele sange, når det passer ind.



Albummet lægger imponerende ud med titelsangen og den efterfølgende ’When Daylight Dies’. På første sang lyder Nicklas Sonne som en James Hetfield i en thrashy sang med et melodisk omkvæd. På ’When Daylight Dies’ er stemmen lagt fuldstændig om i en melodisk, men tung Queensrÿche-lydende sang. Det er flot.

Og sådan bliver stemningen ved med at skifte albummet igennem. Der er lidt, der lyder som Kamelot, lidt som Symphony X, lidt som tidlig Dream Theater og lidt mere Metallica, ligesom selv Dio og Opeth lader sig høre hist og pist. Og her er måske den eneste lillebitte anke imod ’Excluded’. Måske er det ikke helt originalt nok i længden.
Det er nu en beskeden kritik i lyset af, hvor gode sangene er, og hvor godt de bliver fremført.

Muligt gennembrud i udlandet

Der er ingen tvivl om, at ’Excluded’ er et album, som vi og formentlig også udlandet vil komme til at høre mere til i den kommende tid. ’Excluded’ har international klasse, og det kan slet ikke afvises, at det som følge af den skeptiske holdning til progmetallen herhjemme er i udlandet, at Defecto skal satse på et gennembrud. Så nu gælder det for bandet om at komme ud at præsentere værket på udlandets scener.