Rock out with your cock out!
Populær
Updated
Motörhead - bandet, der aldrig sælger ud, leverer stadig varen på album nummer 24! Motörhead er her med udspil nr. 24. Pladen hedder "Motörizer" og tro på det: Det er fandeme rock and roll! Der er muligvis ikke så sket mange fornyelser i forhold til "Hammmered", "Inferno" eller "Kiss of Death", men det synes blot at statuere Lemmy, Phil og Mikkey dét mere ærefrygtigt.
Uden at satse på at opnå platinsucceser spiller de til stadighed det, de altid har gjort: Hurtig, formulardreven rock og rul – ekstra højt, ekstra bidsk, 100 % egenrådigt. Og det er netop dét - Motörheads uimponerede holdning til tidens tendenser, deres trodsige insisteren på essentielt rock til mellemgulvet - der gør, at de i dag er et af verdens mest renommerede rockbands.
Der bliver lagt for dagen i højeste gear med førstesinglen "Runaround Man": En karakteristisk, hurtig Motörhead sang, som med et rasende beat, en panisk guitar og Lemmys umiskendelige røst signerer pladen fra de allerførste sekunder. Så bliver der skruet en kende ned for arrigheden på de efterfølgende "Teach You How to Sing the Blues" og "When The Eagle Screams", som dog stadig er iørefaldende adrenalindrevne rocksange.
"Rock Out" er en pendant til bandets udødelige "Ace of Spades". Både Phil Campbells (medlem siden 1984) riff og Mikkey Dees (medlem siden 1992) trommemønster på denne sang er tæt beslægtet med det 28 år gamle samspil mellem "Fast" Eddie Clarke og Phil "Philthy Animal" Taylor, som stod bag denne notoriske Motörhead hymne. Lemmy synger lidt "lysere" på "Rock Out" end på pladens øvrige numre. "Rock out with your cock out!", skriger han. Uvurderligt!
"One Short Life" er pladens mest afvekslende skæring og også en af dens bedste. Sangen består mest af alt af et tungt ondt gentagende blues groove, som ikke pynter sig af at egentlig ville nogen steder. Jo, det leder op til en formidabel solo af Campbell, men ud over det, beror riffet i sig selv, de samtlige fire minutter, sangen tager.
Motörhead formår at gøre monoton rock forfriskende. Det gør de, fordi de har så forbandet meget energi og stålfasthed. En sang som "One Short Life" viser dem dog i et lune, som også klæder dem fantastisk godt. Hér skinner en lille smule af den tilbagelænede attitude frem, som også udgjorde en stor del af materialet til pragtskiven fra 96, "Overnight Sensation". Den måtte de gerne vende tilbage til med lidt mindre mellemrum.
Trods et par overflødighedshorn af det enstonige, som "Buried Alive" og "Back on the Chain", er også sidste halvdel af pladen succesfuld. Ikke mindst afslutsningsnummeret, "The Thousand Names of God" er en vild sag, som også viser Motörhead, når de er bedst.
"Motörizer" er en særdeles velkommen skive, og det er ikke kun grundet ancienniteten, de har på bagen. Det her er rock og rul, som den bare SKAL skæres!
Uden at satse på at opnå platinsucceser spiller de til stadighed det, de altid har gjort: Hurtig, formulardreven rock og rul – ekstra højt, ekstra bidsk, 100 % egenrådigt. Og det er netop dét - Motörheads uimponerede holdning til tidens tendenser, deres trodsige insisteren på essentielt rock til mellemgulvet - der gør, at de i dag er et af verdens mest renommerede rockbands.
Der bliver lagt for dagen i højeste gear med førstesinglen "Runaround Man": En karakteristisk, hurtig Motörhead sang, som med et rasende beat, en panisk guitar og Lemmys umiskendelige røst signerer pladen fra de allerførste sekunder. Så bliver der skruet en kende ned for arrigheden på de efterfølgende "Teach You How to Sing the Blues" og "When The Eagle Screams", som dog stadig er iørefaldende adrenalindrevne rocksange.
"Rock Out" er en pendant til bandets udødelige "Ace of Spades". Både Phil Campbells (medlem siden 1984) riff og Mikkey Dees (medlem siden 1992) trommemønster på denne sang er tæt beslægtet med det 28 år gamle samspil mellem "Fast" Eddie Clarke og Phil "Philthy Animal" Taylor, som stod bag denne notoriske Motörhead hymne. Lemmy synger lidt "lysere" på "Rock Out" end på pladens øvrige numre. "Rock out with your cock out!", skriger han. Uvurderligt!
"One Short Life" er pladens mest afvekslende skæring og også en af dens bedste. Sangen består mest af alt af et tungt ondt gentagende blues groove, som ikke pynter sig af at egentlig ville nogen steder. Jo, det leder op til en formidabel solo af Campbell, men ud over det, beror riffet i sig selv, de samtlige fire minutter, sangen tager.
Motörhead formår at gøre monoton rock forfriskende. Det gør de, fordi de har så forbandet meget energi og stålfasthed. En sang som "One Short Life" viser dem dog i et lune, som også klæder dem fantastisk godt. Hér skinner en lille smule af den tilbagelænede attitude frem, som også udgjorde en stor del af materialet til pragtskiven fra 96, "Overnight Sensation". Den måtte de gerne vende tilbage til med lidt mindre mellemrum.
Trods et par overflødighedshorn af det enstonige, som "Buried Alive" og "Back on the Chain", er også sidste halvdel af pladen succesfuld. Ikke mindst afslutsningsnummeret, "The Thousand Names of God" er en vild sag, som også viser Motörhead, når de er bedst.
"Motörizer" er en særdeles velkommen skive, og det er ikke kun grundet ancienniteten, de har på bagen. Det her er rock og rul, som den bare SKAL skæres!
Kunstner
Titel
Motörizer
Label
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter