Strip den ned

Strip den ned
Axl Rose kan egentlig godt, men når han vil det hele på én gang, så ødelægger man også noget. Den har været længe ventet og meget omtalt, men lad os lade tidsperspektivet udgå for denne anmeldelse. Det er svært at komme med en opfølger, når ens andre albums regnes som klassikere, og hvor skal man starte?

Axl har valgt at lade de mere polerede "Illusions"-skiver være udgangspunktet, men har taget det så meget længere, at der ikke er rock-vildskab eller smuk, mørk melankoli som fx "Estranged" og "Civil War" har. Nej der er kun noget poppet, halvrocket materiale i et væld af lag-på-lag sammensurium af alskens instrumenter.

I lørdags sad undertegnede med venner og bajere og havde pladen kørende. Og til den slags hygge fungerer pladen fint, den dominerer ikke, men falder ind som fin baggrund, og vennerne der bliver metaltrætte, hvis musikken bliver vildere end AC/DC kan stadig være med.

Radioerne skal nok tage imod nogle af sangene på skiven for der er skam gode sange på – andet er vel svært at forestille sig, når man har fyldt skiven til dens absolutte kapacitet. Åbneren, titelnummeret, har både udmærket rock-riff, catchy omkvæd og mere eller mindre solo hele vejen fra midten og ud. Lige i overkanten, men man får i hvert fald fra start hørt, at Axl trods særlinge-status kan finde dygtige musikere.

Utroværdigt overflødighedshorn

Skåret ind til benet er der faktisk et grundlag for gode sange på skiven. Helt ueffen er Axl ikke gået hen og blevet, men han har ikke haft folk i folden med nosser nok til at sige "nok er nok" til ham. For det er de mange ekstra ting, der dræber lytteglæden. Electro-beats, en sovs af guitarlyde, strygere og det velkendte piano, der for alvor sætter lytteren tilbage i GNR-universet for det er "November Rain" utallige steder.

Det går bedst, når gruppen spiller rock. Selvom den som nævnt er ganske poleret. Balladerne, og halvballaderne lyder takket være strygere og blæs og enten lidt for happy eller alt for high-pitch vokal som noget, der hører til i en musical.

"Sorry" er en kvalmeballade, som undertegnede alligevel er faldet lidt for. Og hvorfor i alverden det – nummeret kan vel ikke både være godt og kvalmende?! På trods af flere guitarlag er det nemlig den sang, der er mest strippet ned. Der er altså langt mere fokus på sangen end på alt det ekstra, man kan lege med i et studie (credits-listen tæller adskillige "pro-tools engineers"). Derfor fremstår sangen ærlig og troværdig.

Og det er troværdigheden der savnes lidt. Hvis bandet lavede Metallica-tricket og puttede en øvelokale-live-indspilning af skiven med som bonus i pakken (jf. "St. Anger"), så ville der nok ryge en noget højere karakter efter bandet.

Titel
Chinese Democracy
Label
Distributør
Genre
Karakter
2