Tchorts eksperiment

Green Carnations "The Acoustic Verses" vinder ved Kjetil Nordhus' vokal, men albummet matcher ikke helt Opeths "Damnation", mener Casper Villumsen. Kun få metalbands har forsøgt det, endnu færre er sluppet godt fra det; nemlig at udgive et rent akustisk album. Ulver har med ”Kveldssanger” gjort det helt enkelt med næsten kun vokal, lidt spansk guitar og en essens af norsk skov, mens Opeth bød på lidt større arrangementer på ”Damnation”. To klassikere og Green Carnations antimetalliske forsøg er også godt.

Forsanger Kjetil Nordhus kendes også for sit vokalbidrag i Trail of Tears og Chain Collector, hvor han står for den ”rene” vokal. Det gør han også her, men pga. den afdæmpede musik kommer hans stemme virkelig til sin ret, og han får vist at han faktisk er en utrolig dygtig sanger.

Albummets første to sange og nummeret ”Alone” skiller sig særdeles positivt ud, især har sidstnævnte en god portion melankoli og dysterhed, der understøttes af meget velintegrerede strygerstykker. Basspillet fra Stein Roger Sordal er eminent og løfter sangene. Desværre har albummet også et par anonyme numre, hvor akkorderne dominerer og ikke finurlige undertoner fra keyboard og flere melodiske brudstykker fra de tre guitarister.

Green Carnation er Tchorts (Emperor, Satyricon m.fl.) mere eksperimenterende band, der tidligere bl.a. har udgivet en én time lang sang med flere end 30 medvirkende musikere (albummet ”Light of day, Day of Darkness”). Måske er ”The Acoustic Verses” også et stort eksperiment for Tchort og hans kompagnon Kjetil, men for lytteren er udfordringerne ikke nær så store som på ”Light of day…”, og man står tilbage med et smukt album, der ikke helt er spændende nok i længden.

I akustisk duel med Opeth taber Green Carnation, men den positive overraskelse over Kjetil Nordhus’ vokal gør, at afstanden til toppen er begrænset og udfaldet i høj grad værdigt.