Tilbage til 70’erne

Tilbage til 70’erne
Uriah Heeps comebackalbum bærer umiskendeligt og overbevisende lyden fra deres største succeser i starten af 1970'erne. Dejligt, mener Lars Schmidt. Denne anmelder befinder sig oftest og bedst i den jurassiske tidsperiode (hvis der er noget, der hedder sådan på dansk). Altså den periode hvor de gamle dinosaur-bands stadig lever, og trives i nogenlunde bedste velgående.

Således blev den nye med Uriah Heep modtaget med begejstret spænding. Anmelderen har nemlig oplevet orkestret fire-fem gange live her i Danmark. Hver gang positivt overrasket over et levende og stærkt sammenspillende orkester, der godt nok har en del guf i bagagen.

Lidt historie: Uriah Heep blev født dengang i slut-60'erne, hvor rocken eksploderede og blev heavy. Orkestret var fjerde hjul på den vogn, som blev holdt oppe og kørende af bands som Led Zeppelin, Black Sabbath og Deep Purple. Altså, virkelig en mastodont fra hedengangne tider. Vi fik album som "Very 'eavy… Very 'umble" (1970), "Demons and Wizards" (1971) og "Abominog" (1982) – for blot at nævne nogle få – og så nogle klassiske sange som "Gypsy", "July Morning", "Lady in Black", "Easy Livin'", "Stealin'" og "Too Scared to Run".

Heep var den flippede og noget progressive udgave af heavyrocken. Og det udtryk har de imponerende nok fået med på "Wake the Sleeper". Men skægt nok har Uriah Heep aldrig rigtig sovet i timen. Bandet har turneret i samme udgave (set bort fra trommeslager Lee Kerslake, der nu har opgivet) siden 1986, altså i 22 år. Og det har gjort Heep til en sammentømret, sammenspillet og meget, meget stærk enhed. Et faktum, det nu også er lykkedes det at få på plade på en troværdig og fin måde.

Og det er lige præcis det, som er humlen på "Wake the Sleeper". Udtrykket fra dengang er fanget så fint, så fint. Tag fx "What Kind of God", der med sin stille og lange optakt, sit Hammond-orgel, det lidt flippede kor, den progressive opbygning og ikke mindst teksten om krigens gru (ja, noget forandrer sig bare ikke), bare rammer så meget plet i forhold til det, som er Uriah Heeps udtryk.

"Wake the Sleeper" indeholder rigtig mange stærke kompositioner, leveret på en tætspillet og autentisk måde. "Overload" er en stærk rocker, som minder om "Too Scared to Run". "Tears of the World" har godt nok hugget sin slutning fra Thin Lizzy, men resten af nummeret er sit eget – især båret oppe af et stærkt omkvæd. "Book of Lies" er virkelig ægte Uriah Heep, et godt drive, en stærk hookline og så et brag af en solo fra den oversete og fremragende guitarist Mick Box. Der er meget, og der er meget rigtig godt på "Wake the Sleeper".

Den er så 70'er-autentisk, at alle de moderne bands med unge knægte virkelig har noget at lære. Det er simpelt, lige på og med de virkemidler, som… ja, sgu: Virker! Det er livsbekræftende med dinosaur-bands, som virkelig mener det. Og det gør Uriah Heep…

Kunstner
Titel
Wake the Sleeper
Distributør
Genre
Forfatter
Karakter
4