Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Superveteran i sin livs form

Populær
Updated
Superveteran i sin livs form

65-årige Dio optræder med en entusiasme, som er enhver tungtrockende yngling værdig. Og hans koncert i KB Hallen, lørdag blev en af årets helt store koncertoplevelser.

Kunstner
Spillested
Dato
03-12-2005
Trackliste
1. Tarot Woman (Rainbow)
2. Voodoo (Black Sabbath)
3. The Eyes
4. Stand Up and Shout
5. Holy Diver
6. Gypsy
7. Drum Solo
8. Caught in the Middle
9. Don't Talk to Strangers
10. Rainbow in the Dark
11. Guitar Solo
12. Gates of Babylon (Rainbow)
13. Heaven and Hell (Black Sabbath)

14. Man on the Silver Mountain (Rainbow)
15. Catch the Rainbow (Rainbow)
16. Long Live Rock 'n' Roll (Rainbow)
17. We Rock
Karakter
5

Ikke overraskende var KB Hallen en lidt for stor mundfuld for dette old skool arrangement, der godt kunne have gjort sig lidt bedre i en tætpakket Store Vega, men nuvel: I tilfældet Dio blev de tilstedeværende vidne til en overrumplende suveræn koncert, hvor scenens ældste, 65-årige(!) Ronnie James Dio og hans band leverede en af årets helt store heavykoncerter. Først ude var det melodiøse 90'er rockband Asia, som jeg kun nåede to numre af, dernæst det 35 år gamle band Uriah Heep, der stod for en times god gammeldaws betonrock med lidt prog rock elementer, her og der. En kuriøs oplevelse, og et nummer som "Easy Livin'" rykker udmærket, men der er en grund til, at Uriah Heep altid har ligget mindst èn liga under deres samtidige, Led Zeppelin, Deep Purple og Black Sabbath.

Henad halv-elleve kom Dio og hans fortrinlige band på scenen, og så var pronto indløst billet til halvanden times vidunderlig visit i klassikerhimmelen. Først Rainbow-nummeret "Terror Woman", dernæst Black Sabbath-sangen "Voodoo" og så videre derudaf i Dios eget bundsolide materiale. "Stand Up and Shout", "Holy Diver", "Don't Talk To Strangers" med flere, blændende leveret af et sprudlende band. Dio's vokal var rystende suveræn, og målløs måtte man spørge sig: "HVORDAN er det fysisk muligt???? Den lille mand har jo spillet rock & rul siden sen-50'erne, herunder i så krævende orkestre som Rainbow og Black Sabbath!"

Det var bare at bukke og headbange for denne lille, store ener i heavy rock historien, hvis engagement i KB Hallen var så stort som nogensinde. Enestående, ganske enkelt, og afsluttere som "Heaven And Hell", "Long Live Rock'n'Roll" og "Man On A Silvermountain" og så liiige den allersidste tunge rockblæser, "We Rock", blev leveret med så stor en spilleglæde, at ethvert ynglingeband må misunde den enorme entusiasme, som Dio og hans band udstrålede i hver eneste strofe, denne aften. Vi manglede dog lige den dundrende fede Dio og Sabbath-klassiker "Neon Knights", som burde inkluderes i den næsten-perfekte sætliste, men vi bukker os nu alligevel i støvet for Dio. Det var ren metalmagi. Du skulle have været der.