Ugens Monsterdrøn

En monsterdrønende genkomst for de tyske metal veteraner i Scorpions, konstanterer vor euforiske anmelder. Vi har sagt det igennem et stykke tid, nogle af os gamle, og det blev bekræftet på Sweden Rock for nogle uger siden: Scorpions er genfødt efter ti-femten-tyve års ørkesløst dødvande - og utrættelig fighting spirit. Tyskernes nyeste udspil, ”Humanity Hour 1”, har været ude et stykke tid nu – og har været fast i denne anmelders cd-afspiller lige så længe.

Og jo, det holder stadigvæk dette, Scorpions' stærkeste studiealbum siden ”Blackout” fra 1982! Og måske er ”Humanity Hour 1” dét absolut bedste album, tyskerne nogensinde har begået. Der er i hvert fald ingen tvivl om, at Scorpions aldrig har holdt et så skyhøjt bundniveau som nu.

Et album uden svage punkter, intet overflødigt overhovedet. Men så måske heller ikke lige netop dét eller dé giga-hits, som gruppen var eksponent for midt i 80'erne!?

Og hvad har de gæve prøjsere så gjort anderledes? Jo, de har erkendt, at de ikke kan klare den alene længere. Derfor har de allieret sig med en af populær-rockens største sangskrivere, Desmond Child, der har lavet mega-monster-giga-hits for Bon Jovi, Aerosmith, Kiss, Meat Loaf og Alice Cooper – bare for at nævne nogle få.

Child har haft en kompositorisk finger med på 11 af albummets 12 numre og han har været med til at producere det. Men modsat tidligere tiders bedrifter har han ikke begået top-hits, men derimod – som nævnt – numre med et meget højt bundniveau.

Så hvad er de genfødte Scorpions så garant for i dag? Ikke glad-i-låget let metal som i 80’erne, men tung (ja, heavy!) voksenrock, der holder, er vedholdende og vedkommende. Ikke noget med stiv pik og håret tilbage. Nu er der så ikke noget hår tilbage, men til gengæld masser af musikalitet, sult (ja!) og vilje til at klatre det sidste stykke op af bjerget én gang til.

Det overbevisende ”Humanity Hour 1” lægger ud med tung, direkte og enkel heavy rock med velklingende omkvæd på ”Hour 1”, fortsætter med den iørefaldende rocker ”The Game of Life”, som går over i et af glansnumrene, det tunge og fortættede ”We Were Born to Fly”, inden vi får en pause med den fine og underspillede ballade ”The Future Never Dies”.

”You’re Lovin’ Me To Death” er en tung og skarp power rocker, og så kommer vi til det første, store metal-brag: ”321”. Som Klaus Meine spørger i omkvædet: ”3-2-1 – are you ready to rock?” Ja, for fanden! Og det gør vi med et brutalt og nedstemt monsterriff, som simpelthen er så sejt! Og så pause i rocken igen med det smukke, stille og meget melodiske ”Love Will Keep Ups Alive”. Næste nummer har den meget sigende titel ”We Will Rise Again”, et i starten ganske afdæmpet nummer, som vokser sig stort, stærkt og heavy undervejs.

”Your Last Song” er nok det nummer med størst hitpotentiale. Det er stærkt, iørefaldende med lækre guitarsoli og en fantastisk melodi. ”The Cross” holdes kørende med et energiladet og kontant powerriff. Og albummet slutter af med et nummer, der er mest tæt på det Scorpions, vi kender fra gamle dage: ”Humanity”, der har et omkvæd, som er rigtig slagsang-agtigt – og med et monsterriff, der sparker totalt hårdt.

Og jeg er ikke flov over at sige til alle jer, der hovedrystende har læst denne anmeldelse: Livet er fandeme så meget mere værd, når Scorpions leverer soundtracket!