Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Fedt, men større armbevægelser, tak!

Populær
Updated
Fedt, men større armbevægelser, tak!
Fedt, men større armbevægelser, tak!
Fedt, men større armbevægelser, tak!
Fedt, men større armbevægelser, tak!
Fedt, men større armbevægelser, tak!

Hverken Eciton eller Death Rides a Horse formåede at komme langt udover scenekanten foran et begrænset fremmøde på Lades. Men musikken rykkede fedt alligevel.

Spillested
Dato
07-01-2010
Fotograf
C.V
Karakter
3

En råkold torsdag aften i januar bød Lades indenfor i varmen til en god omgang metal. Først på de skrå brædder beklædt med rock n’ roll persiske tæpper var Eciton. Det københavnske dødsmetal band spillede kun lige under en halv time, og tog det begrænsede fremmøde, som en mulighed for bare at hygge sig og pjatte lidt fra scenen.

Lyden var egentlig udmærket, de triggede stortrommer måske lidt for dominerende og bassen en anelse for høj i forhold til guitaren. Til gengæld stod bassen klart og tydeligt frem, så at lyden faldt ud som den gjorde, betød ikke så meget, når man fik god bas sparket i ørerne.

Eciton viste trods en afdæmpet attitude, at de kan gennemsmadre et godt dødsmetal-nummer på den helt rigtige vis.


BEDRE END SIDST

Den dobbelte spilletid tilfaldt Death Rides a Horse, hvis live-erfaring endnu er ganske begrænset, men heldigvis faldt de cirka 60 minutter meget bedre ud, end da bandet spillede i efteråret på The Rock.

Musikken er af den gamle skole – en blanding af klassisk rock og metal i en tung lyd og med plads til nogle lidt mere doomede passager. I front – på papiret i hvert fald – er Ida, der har en glimrende vokal, der oven i købet af og til havde referencer til den mægtige Grace Slick (Jefferson Airplane m.fl.). Ida styrede også bassen, en fornem Rickenbacker af slagsen.

Hvad der menes med ”på papiret” vedrørende frontfigur, skal forklares i bandets mangel på attitude. Det var som om ingen af strengespillerne turde kigge længere væk fra gribebrættet end ned på deres egne fødder. Et kig ud på publikum (nuvel, en begrænset flok på 15 mennesker) i ny og næ kunne måske have gjort det lettere at tro, at bandet selv troede på kvaliteten i musikken. Kun trommeslageren forstod at ligne en, der godt ville ud over scenekanten, og så ud til at stornyde at spille.


EN HYLDEST TIL RIFFET


På deres egen lidt indadvendte facon viste de andre i bandet, at de også nød den fede musik. Men en knytnæve i vejret eller anden gimmick af og til havde pyntet. Og havde de fanget publikums ansigtsudtryk oftere, ville de også straks have fået den positive feedback, at alle faktisk var ganske imponerede og i høj grad nød musikken.

Der var lækre soli fra begge guitarister, solidt trommespil og den nævnte fede vokal, der passer godt til bandets hyldest af riffs. Death Rides a Horse er nemlig ikke bange for at bruge mange riffs eller omvendt blive længe i et riff, hvis det storrykker. De har en sans for at ”vælge” de ”rigtige” riffs, og der er meget langt mellem noget, som er bare lidt svagt. Og denne aften på Lades var lyden helt fantastisk, og gruppens musik rykkede fra første tone af bandets sange til afslutningen med et Scorpions nummer.

I så fed lyd kunne bandets musik rigtigt nydes, og der opstod en vis kontrast til bandets sange på myspace, da disse pludselig ikke yder bandet retfærdighed. Så hold øje med dette band, det har bestemt noget at byde på. De er der allerede mere eller mindre med musikken. Kommer der lidt større armbevægelser i sceneshowet, så kan det med lidt held godt gå hen at blive stort.

Menu