Ugens Monsterdrøn

Langtidsholdbart og hammerfedt! Lars Schmidt anmelder det nye Evergrey album, "The Inner Circle". Kan man snakke om et nutidigt og sprællevende orkester, der er undertegnedes ubetingede yndlinge, så er det de svenske dystermetallere Evergrey, som nu har sendt deres femte studiealbum, "The Inner Circle", på gaden. Og dét album har virkelig haft noget at leve op til som opfølger til "In Search of Truth" (2001) og svendestykket "Recreation Day" (2003). "The Inner Circle" er på en vanskelig opgave - ikke mindst, fordi det udkommer mindre end et år efter sin fabelagtige forgænger. Og albummet lever ikke helt op til forventningerne. Men det var næsten også umuligt.

Når dét er sagt, så er "The Inner Circle" alligevel et hammerfedt album, fordi det ikke mindst lyder umiskendeligt som Evergrey: mørkt, tungt, dystert, progressivt, metallisk, melodisk og fantastisk musikalsk. Det ultimative krydderi er sanger, komponist og guitarist Tom Englunds utroligt udtryksfulde stemme, der på album efter album leverer en performance ud over det sædvanlige. Englund udtrykker med imponerende dybde og spændvidde stor smerte, ond bitterhed, vrede og aggression, og det passer fantastisk til Evergreys konceptuelle univers. Evergrey udgiver nemlig konceptalbums, hvor teksterne kredser om det samme emne. "Recreation Day" handlede om døden, mens "The Inner Circle" handler om misbrug af børn.

"The Inner Circle" er som sagt et hammerfedt album, men der er enkelte ting, der trækker ned i karaktergivningen, bl.a. bruger bandet speak på enkelte af numrene i stedet for sang, og det begræder denne anmelder, som jo synes, at Englund synger så eventyrligt godt, men omvendt er den speak med til at skabe stemning. Netop stemning og atmosfære er Evergreys varemærke. Men jeg ville sgu hellere høre Englund synge. Albummet har desværre heller ikke lige så mange helt fantastisk numre som "Recreation Day", men de udvalgte numre er alligevel af høj klasse.

Albummet åbner med "A Touch of Blessing", som er umiskendelig Evergrey: dobbelte stortrommer, bastante rytmer, melodiske brud, masser af guitarer og skønne harmonisoloer. To'eren, "Ambassador", er ultraheavy, men ødelægges lidt af et "tysker-kor", og det trækker ned. Uden dét kor ville nummeret holde stort, men nu er det næsten irriterende og nærmest et nummer, man springer over. "In The Wake of the Weary" er noget mere tilbagelænet, men igen meget, meget melodisk.

Næste store højdepunkt er "Harmless Wishes" med en åhhh så fantastisk Evergrey-start: Stort, tungt, stemningsfyldt, stille - og så bliver det heavy. Et fedt omkvæd med stort kor guider lytteren videre til en meget spændende og stille nedgang inden den afgørende guitareksplosion. "Waking Up Blind" er en meget stille sang, en afdæmpet ballade med masser af stemning og en god melodi. "More Than Ever" er albummets første video og leder tankerne hen på numre som "The Great Deceiver" og "The Masterplan". Et mere lige-ud-ad-landevejen nummer, som godt nok sparker røv.

"The Essence of Conviction" er et af de mere heavy og aggressive numre på albummet med en mur af guitarer, dobbelte stortrommer. Det er tungt og alligevel oppe i tempo og går naturligvis også effektivt ned i tempo. "Where All Good Sleep" er undertegnedes favorit. Nummeret indleder med et tungt riff og er det mest luftguitar-aktiverende på "The Inner Circle".

På albummets næstsidste nummer, "Faith Restored", tager speaken fat. Et meget stille nummer, som afløses af "When the Walls Go Down", der starter helt nede, men slutter musikalsk meget hidsigt. Der synges slet ikke på dette nummer, men teksten er en fantastisk beskrivelse af smerte. Englund speaker ind over, græder sin smerte ud, og det er meget udtryksfuldt - men jeg ville gerne have hørt ham synge den tekst.

"The Inner Circle" er - trods forbeholdene - et album, som holder længe. Et album som er loyalt over for det skøndystre Evergrey univers og som musikalsk er så særpræget og klasser over det meste andet, man hører i dag, at det helt klart er en investering værd.