Fanget i pompøs vellyd
Populær
Updated
Uden metal og metallyd er der ikke meget at komme efter hos svenske Evergrey. Det har altid været denne anmelders opfattelse, at der ikke er nogen metalgenrer, der som powermetallen og den progressive lider under, at de kræver teknisk kunnen i særklasse, og som af samme grund fostrer et hav af bands, der sætter endeløst og tankeløst instrumentalmasturbation højere end sangskrivning.
Med den tanke i baghovedet har svenske Evergrey altid været et interessant bekendtskab, fordi de spiller en hybrid mellem disse guitarheltegenrer, og alligevel har undgået at dårlige traditioner for ubegrænset strengekrølning får overtaget.
Heller ikke på den syvende udgivelse er fælden klappet omkring de evigtgrå.
Men det er andre fælder til gengæld.
Kvartetten har altid kunnet fremtrylle de tunge guitarriffs, der næsten river strenge over i hyletoner og diabolsk vibrato, og det kan de stadig. Det er bare næsten forsvundet i overdreven produktionssuppe.
Midt mellem Tom Englunds altid imponerende vokal¸ et aldrig anonymt keyboard og trommernes vellyd, skal der også findes plads til guitarerne, og det lykkedes altså kun i glimt.
Det er blevet et for pænt og poleret lydbillede udsving og alt i alt, lugter det af en fluekneppet produktion med overdrevne computerroderier og for lidt svedende rockband, der flår lyden ud gennem slidte rørforstærkere i et tilrøget øvelokale.
Evergrey har som nævnt udstukket deres egne genredefinitioner, og de begår ingen fejl ved at holde sig inden for dem. Deres evne til at være pompøse uden at blive kvalmende, og følelsesladede uden at blive fimsede er i særklasse.
Det må bare ikke fylde for meget, og det gør det på ’Torn’.
Desværre sker det endda på bekostning af de hæsblæsende stykker, hvor der skal skæres tænder og spilles med de metalliske muskler. Dermed mister de afdæmpede elementer deres berettigelse, fordi de ikke længere kan bygge op eller adsprede lytteren, før der igen piskes løs.
Således ender pladen med at være en lang opbygning og ventetid mod den eksplosion, der aldrig kommer.
Med den tanke i baghovedet har svenske Evergrey altid været et interessant bekendtskab, fordi de spiller en hybrid mellem disse guitarheltegenrer, og alligevel har undgået at dårlige traditioner for ubegrænset strengekrølning får overtaget.
Heller ikke på den syvende udgivelse er fælden klappet omkring de evigtgrå.
Men det er andre fælder til gengæld.
Kvartetten har altid kunnet fremtrylle de tunge guitarriffs, der næsten river strenge over i hyletoner og diabolsk vibrato, og det kan de stadig. Det er bare næsten forsvundet i overdreven produktionssuppe.
Midt mellem Tom Englunds altid imponerende vokal¸ et aldrig anonymt keyboard og trommernes vellyd, skal der også findes plads til guitarerne, og det lykkedes altså kun i glimt.
Det er blevet et for pænt og poleret lydbillede udsving og alt i alt, lugter det af en fluekneppet produktion med overdrevne computerroderier og for lidt svedende rockband, der flår lyden ud gennem slidte rørforstærkere i et tilrøget øvelokale.
Evergrey har som nævnt udstukket deres egne genredefinitioner, og de begår ingen fejl ved at holde sig inden for dem. Deres evne til at være pompøse uden at blive kvalmende, og følelsesladede uden at blive fimsede er i særklasse.
Det må bare ikke fylde for meget, og det gør det på ’Torn’.
Desværre sker det endda på bekostning af de hæsblæsende stykker, hvor der skal skæres tænder og spilles med de metalliske muskler. Dermed mister de afdæmpede elementer deres berettigelse, fordi de ikke længere kan bygge op eller adsprede lytteren, før der igen piskes løs.
Således ender pladen med at være en lang opbygning og ventetid mod den eksplosion, der aldrig kommer.
Kunstner
Titel
Torn
Label
Distributør
Genre
Eksterne links
Forfatter
Karakter