Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

At påberåbe sig kaos

Updated
AnarkhonCover

Med ‘Obiasot Dwybat Ptnotum’ inviterer Anarkhon til middag med døden som bordherre. En middag hvor det urene bliver helligt, og hvor der bag mundrette titler gemmer sig liv og stemningsfuldt kaos.

Kunstner
Titel
Obiasot Dwybat Ptnotum
Dato
17-03-2023
Trackliste
- Deliberate Chaos Caused by Violations of the Laws of Nature
- Levitating Among Unspeakable Cosmic Anomalies
- The Devourer of Eons Manipulates the Inanimate Puppet Called Man
- Whispering the Mantra of Death in Horrendous Ecstasy
- The Colossal Deformed Hallucination Distort and Violates the State of Entropy
- The Aura of Extinction
- Dissolution of the Firmament Through the Wrath of Spectral Emanations
- Only Being in a State of Total Delirium Will You Be Able to Pronounce the Name of the Unfathomable Nightmare
Forfatter
Karakter
4

Da Anarkhon i 2020 udgav ‘Phantasmagorical Personification Of The Death Temple’ trådte de ud af gore-metallens lænker og ind i en kompleks verden af mørkelagt dødsmetal.

Det brasilianske band har snart et kvart århundrede på bagen, og har i mange af de år lydt som en light-udgave af Cannibal Corpse parret med Mortician. Disse tider er forbi, og Anarkhon har netop udgivet ‘Obiasot Dwybat Ptnotum’; en ubarmhjertig og formørket galskabs flirten med liv, død og kaos.

AnarkhonPromo23

Den absolutte uorden
Alt mørke næres som bekendt af facaders skygge, og Anarkhon springer da også overfladen over og går uvenligt direkte til mørket med ‘Deliberate Chaos Caused By Violations Of The Laws Of Nature’, albummets første og toneangivende nummer, der harskt og direkte sender lytteren til afgrundens udsigtspunkt. En bastant og fjendsk mur af kaos og galskab er hvad vi møder da introen er ringet af. Der er ingen tvivl om, hvor vi er blevet taget hen, skønmaleri hører fortiden til, og forsanger Aron Romeros rådne vokal sætter tonen i et koldt og sort univers med desperation, tristesse og virkelighedens ondskab som kredsende planeter. 

Det bliver ikke tungere – og ‘Levitating Among Unspeakable Cosmic Anomalies’ fortsætter rejsen med sin dødelige og langsomt drævende smadring. Det er negativt, flænsende og dejligt. En velvalgt plads til guitarsolo bløder op, skaber harmoni, serverer tiltrængt tænkepause og understøtter den underliggende sørgmods mørke rasen.

Nedtrykt melankoli er netop hvad der kendetegner ‘Obiasot Dwybat Ptnotum’. Abstrakte, men samtidigt klart definerede flader af kaos, mørke og kig gennem revner til syner af virkelighedens vilkår. Et maleri gjort af forsanger og guitarist Aron Romeros bastante og voldsomme riffs, båret af hans helt igennem dybe growl, som både kan være ond og brutal, men samtidig andre steder være desperat og sårbar som sat i en følsom gråskala. Wellington Backers trommer er hårde og dikterende og ligger delikat tilbage i lydbilledet. En lækker og organisk trommelyd, passende til maleriet, der punktfast slæber sig hen ad afbrændte sletter og andre steder militant pulserende og voldeligt sætter sig i respekt. Bassen, der udføres af Jean Neves, er et rystende bæst, der skaber et seismologisk helvede og indrammende lægger tryk på pladens onde og angste herlighed. 

Anarkhon har gennem næsten 25 år naturligvis haft skiftende besætninger, og denne konstellation lader til at være et “match made in hell” for det er en særegen lyssky og fuldhjertet, grum lyd, der præsenteres.

Alvoren og det altomsluttende mørke fortsætter derfor også på albummets næste numre med de helt igennem mundrette titler ‘The Devourer of Eons Manipulates the Inanimate Puppet Called Man’, ‘Whispering the Mantra of Death in Horrendous Ecstasy’ samt ‘The Colossal Deformed Hallucination Distort and Violates the State of Entropy’ og man begynder at forstå, at pladen skal høres fra A til Z, at der ikke ligefrem er singler imellem, og at det skal forstås som et sammenhængende værk. 

Det rolige har selvsagt også sin plads, og Anarkhon sørger passende for fredelige introer, der helt eller delvist favner dissonansen – samt breaks og broer som kontrast til den uundgåelige mur af død, mørke og desperation vi mødes af som gennemgående tema pladen igennem. Også på de tre føromtalte numre, som hver især bidrager til nedslagtningen af skønmaleriet med brutal, dødelig smadder. Kaos på apokalyptisk dommedagsmaner, men altid og hele tiden doseret nænsomt med plads til små lyse åbninger og delvist harmonisk rolighed, inden det endnu engang sortner og det totale mørke tager over – som er du oppe og tage luft ind på overfladen, inden du igen synker ned i det kulsorte hav. 

Det bliver ikke godmodigt eller mere stilfærdigt som albummet skrider frem. Bare rolig. ‘The Aura of Extinction’ starter hæsblæsende ud i sin hurtige og aggressive energi, der dog taber pusten og med angst og håbløshed kommer kravlende mod den lyse åbning, der i dette nummer består af et melodiøst og depressivt gentagende mønster, som fader ud hen mod ‘Dissolution of the Firmament Through the Wrath of Spectral Emanations’. Et roligt stykke formørket ondskab med desperation og frygt, der undervejs intensiveres og ruller den sorte løber ud foran pladens sidste nummer.

For et mægtigt bæst er det; ‘Only Being In A State of Total Delirium Will You Be Able to Pronounce the Name of the Fathomable Nightmare’ – pladens sidste nummer. En ubehagelig lækkerbisken af et drævent stykke dissonant ødelæggelse, der lægger sig tungt som mørkt stof på lytterens lærred og med sin absolutte lydmur slår det sidste søm i håbets kiste. Brutalt, og selvsikkert roligt.

anarkhon23

Det ubehageliges kunst
Anarkhons ‘Obiasot Dwybat Ptnotum’ er sandsynligvis et album, der skal have et par gange for at åbne sig og bekende sin dysterhed. Et lydstykke, der bør tages ind som samlet værk i hele sin udstrækning. Det er ubehageligt og voldsomt i en grad, der på overfladen let kan misforstås som monotont, men som nuanceres som man åbner sig for mørket.

Et stykke ægte metal-kunst, der ikke lefler for andet og andre end netop elskerne af denne formørkede gren af dødsmetalgenren.