Forstærker i tomgang

På debutalbummet lød Amplifier som det nye britiske metalhåb, men på album nummer to er de løbet tør for ideer, mener vor anmelder. Den ambitiøse britiske trio Amplifier bragede igennem med deres selvbetitlede debut sidste år, som – med rette – også fik plads som ugens monsterdrøn i Heavyjam. Siden spillede de en, efter sigende, topdollar natkoncert på årets Roskilde Festival (undertegnede var desværre ude af fysisk stand til at overvære den), og nu haster bandet så allerede ud med album nummer to, som har fået titlen ”Insider”.

Man må sige én ting med det samme: Der er intet nyt at finde her i forhold til debuten; den storladne og episke lyd bæres videre fra det første album. Problemet her er, at langt størstedelen disse 12 nye sange lyder som hastværk eller ting, der burde have været brugt som b-sider til singleudspil fra debuten.

Det starter ellers ganske fornuftigt med den instrumentale ”Gustav’s Arrival”, ja, man fornemmer nærmest at noget stort er på vej. Det bliver desværre bare fulgt op af autopilot i ”O Fortuna”. Så er der straks mere ved det efterfølgende titelnummer, hvor Amplifier atter indfanger den grandiose stemning, som herskede over hele det forrige album.

Men det er tomgangen i det fleste af numrene, som frustrerer. Man får en følelse af træthed i hovedet frem for en af overvældelse, som det var tilfældet sidste år. Det, der gør at albummet alligevel holder en 8er på karakterskalaen, er, at Amplifier stadig kan, når de vil. Især på kortere numre som ”RIP” og ”Elysian Gold”.

Når det er skrevet, løber det alt for tit ud i ørkenvandring i tomgangssand på dette album, og man må skuffes over Amplifier, der med debuten fra i fjor lød som et nyt britisk metalhåb. Nu lyder den unge trio allerede som gamle mænd, der er løbet tør for idéer.