Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Ærligt forsøg

Populær
Updated
Ærligt forsøg

Nokomak er et firbenet ådsel, der har ligget i undergrunden i godt tre år. Her vækkes de til live og hilser på med en demo bestående af fire buldrende numre.

Kunstner
Titel
Nokomak
Dato
18-10-2012
Trackliste
1. I Can’t Lie
2. Crawling
3. Alone Among The Dead
4. Conflict Of Memory
Karakter
2

Nokomaks debut er en hurtig guide gennem det, der generelt rører sig på upcomingscenen i København i øjeblikket. Lyden er rå og upoleret, energiniveauet højt og intensiteten intakt. Det er desværre ikke nok for drengene, der ellers søger nye veje via progressivt basspil, men både vokal og musik fremstår for skizofrent til at vurdere, om det er med overlæg eller tilfældigt, at Nokomak lyder som de gør, og bassen falder ofte igennem med løb i de høje toner, der stikker for meget ud i lydbilledet. 

Musikken har afsæt i thrash med en del opsamling fra død og heavy metal som den lød for 10 år siden. Der er dermed sagt ikke så meget nyt under solen, og Nokomaks signatur kan derfor meget vel være forsanger Martin Lehrmann, der besidder en råstyrke og aggressivitet, der bestemt kan udvikles. På tredje nummer ’Alone Among The Dead’ høres hans mangefacetterede potentiale, men udtrykket er stadig alt for mudret til at overbevise. Johnny Patsuri på trommer er den mest stabile på de fire numre, hvor ’Conflict Of Memory’ skiller sig ud, og her rammer Nokomak lidt af den nerve, der kunne gøre dem interessante i fremtiden.

Der er momentvis udmærkede elementer at finde, blandt andet i guitarlyden der fra tid til anden er helt tør og bevæger sig i djævelske og gode riffs, men den opsluges for det meste af trommebulder og bas.

Nokomak har spillet live i et års tid, og der skal mere liveerfaring og timer i øveren til, før de er klar til at indtage scenen for alvor, men potentialet er der, hvis de strammer op på melodierne, og der bliver skåret skarpt ind til benet på instrumenterne, hvor det tekniske har en tendens til at sejle. Der skal fokuseres på at blive tight over hele linjen, og på en skarp produktion, hvor især baslyden trænger til en opstrammer.

Demoen ligger til fri download her.