All-star skuffelse

Populær
All-star skuffelse

Den såkaldte supergruppe Flying Colors - med blandt andre Mike Portnoy bag tønderne - serverer belastende og forkyndende pop/rock indenfor pleasende, easy-listening rockrammer.

Titel
Flying Colors
Dato
26-03-2012
Distributør
Genre
Trackliste
1. Blue Ocean
2. Shoulda Coulda Woulda
3. Kayla
4. The Storm
5. Forever in a Daze
6. Love is What I'm Waiting For
7. Everything Changes
8. Better Than Walking Away
9. All Falls Down
10. Fool in My Heart
11. Infinite Fire
Karakter
2

Da det tilbage i slutningen af 2010 blev offentliggjort, at Mike Portnoy havde forladt sit musikalske barn i Dream Theater, bragte det faktisk mest gode fornemmelser med sig hos denne skribent og long-time DT-lytter. Portnoy og Dream Theater havde trådt kunstnerisk repeterende metalvande i frustrerende lang tid, og så længe den nye frihed ikke involverede mere tid sammen med Avenged Sevenfold, da lød det mest af alt befriende med idéen om nyt materiale for Portnoy-signaturen at skulle forholde sig til.

All-star forudsigeligt


Flying Colors er så navnet på det første projekt, som Portnoy medvirker på siden splittelsen. Hér spiller ham sammen med Deep Purple/Dixie Dregs verdensklasseguitaristen Steve Morse, det tidligere Spock's Beard-medlem Neal Morse, popsangeren Casey McPherson fra Alpha Rev samt den Dixie Dregs-konnoterede bassist Dave LaRue. Kort sagt, rent håndværksmæssigt er musikaliteten sublimt på plads på en plade, der dog først og fremmest emmer af kedelig forudsigelighed.

Til at begynde med virker genkendeligheden dog paradoksalt nok også som pladens force. 'Blue Ocean' har simpelthen skrevet Neal Morse og Portnoy-fællesskab ud over det hele med en slags organiske hippiefarver, som vi kender det fra deres tid sammen i det episke Transatlantic. Det er et rigtig godt åbningsnummer, om end det ligger lige til højrebenet for Portnoy at samle tråden op hér. På den måde udebliver overraskelsesmomentet, hvilket vel også er helt fint.

Uphill vs. downhill


'Kayla' dukker lidt senre op som et ganske skarpskårent hit, og minder én en del om Kino, det nu hedegangne projekt med John Mitchell, John Beck, Pete Trewavas og Chris Maitland. Det er en af pladens bedste numre, og Portnoys akustiske trommelyd lyder på dette nummer speciel sprød. Albummet er varmt produceret af Peter Collins, der også har arbejdet sammen med Rush flere gange.

Herefter går det slemt ned af bakke. 'The Storm' er en belastende og enerverende og fuldstændig kikset nyreligiøs metaforisk sag uden seriøs indhold, og på samme måde er pladens efterfølgende sang 'Forever in a Daze'; en på én gang irriterende og insisterende wanna-be-opløftende funky popsang med et powerpop-omkvæd, som man vist skal være lavet af et ganske særligt materie for at kunne holde af. Musikalsk set holder sidstnævnte sang ret suverænt, men omkvædet smadrer den. Skal man have ens rock/pop banket ind med omkvæd-ferme kompositioner, bør man til enhver tid eksempelvis foretrække britiske It Bites, som Flying Colors synes inspireret af.

Forkyndende eksperiment


Man skal sluge et par kameler med både 'Love Is What I'm Waiting For' og 'Everything Changes', der ser sanger McPherson forsøgsvis tage skridtet fuldt ud og åbne himmelvældet med sin høje røst. Det fejler ret fælt, og i sidste ende er der noget belærende og forkyndende over disse numres "life-is-good-embrace-it"-tematik. Denne skribent står i hvert fald helt af.

Flying Colors er angiveligt et projekt, mere end det er et vedvarende band. Rygtet vil, at pladen blev til over en kort periode på ni dage, og dén taktik får masser af kudos herfra. Gid flere musikere ville gribe deres musikerrolle an med fokus på eksperimenter og "caution to the wind"-fremgangsmåder. Man tager gerne skidtet med, så længe der før eller siden også falder noget godt af. Så med dén tålmodige indstilling venter vi på, at Portnoy igen banker på med trommestikkerne, forhåbentlig med noget mere vellykket end Flying Colors.

Se en præsentation af pladen og projektet hér: