Alter Bridge kører i tomgang

Alter Bridge kører i tomgang

Riffene er stadig storladne, Myles Kennedy synger stadig fedt. Alt er helt ved det gamle på Alter Bridges tredje udspil. Det er både godt og skidt.

Kunstner
Titel
AB III
Distributør
Trackliste
1. Slip Into The Void
2. Isolation
3. Ghost Of Days Gone By
4. All Hope Is Gone
5. Still Remains
6. Make It Right
7. Wonderful Life
8. I Know it Hurts
9. Show Me A Sign
10. Fallout
11. Breathe Again
12. Coeur D'Alene
13. Life Must Go On
14. Words Darker Than Their Wings
Forfatter
Karakter
4

Creed var og er fede, men også meget MTV-leflende. Derfor var det en skøn, skøn ting, at bas, guitar og trommer efterlod Scott Stapp med sig selv og sit ego og sammen med sanger Myles Kennedy i 2004 dannede Alter Bridge - et hårdtslående og moderne melodisk heavyorkester, som ikke rigtigt gik på kompromis med noget.

Den stærke debut 'One Day Remains' fra 2004 blev i 2007 efterfulgt af den endnu stærkere og lidt mere mørke 'Blackbird', som cementerede konceptet med de metalliske, bærende guitarriff og Kennedys melodiske og sine steder ganske nuancerede røst. Sådan en rigtig fin og rocket blanding af nu-metallen og stadion-heavyen fra 1970'erne. Rigtig, rigtig fedt.

I tomgang

Og nu har vi så treeren, meget sigende og noget så eventyrligt uopfindsomt kaldet 'AB III'. Og ja, treeren kører i samme rille som de to første. Det er både skidt og godt. Det skidte ved det er, at Alter Bridge tilsyneladende er gået i tomgang. Der sker sådan set ikke rigtigt mere nyt og overraskende fra den front. Same, same. Det gode er, at det jo er sejt, gedigen møgtung heavyrock af fineste kaliber.

Men hovedparten af numrene er på det jævne i forhold til de første to udgivelser, rykker ikke afgørende, desværre. Jovist, der er selvfølgelig højdepunkter. Det er der, når man har med en riffmager som Mark Tremonti at gøre. Den mand kan godt nok trykke sin guitar af. Det hører vi på tungrockende og møgbeskidte 'Ceoeur D'Alene', hvor guitarriffet er så dejligt møgbeskidt. Vi hører det på åbningen 'Slip Into the Void' og den møgtunge 'Still Remains'.

De melodiske indslag holder

Det er dog de mere melodiske indslag, som holder pladen oppe på en fornuftig karakter: Den storladne 'Wonderful Life', den meget poppede 'Ghost of Days Gone By' og så ikke mindst 'Life Must Go On'.

Allesammen fine numre, ganske okay eksekveret. Men friskheden er væk i det fastlåste koncept: blandingen af møgtunge, røvbeskidte riff og så de store stadionballader.

Så er du til de to første Alter Bridge-udgivelser, så er du bestemt også til den tredje. Denne anmelder gav "Blackbird" et 5-tal. Det er her, begrundelsen for det forholdsvis høje 4-tal skal findes. For så dårlig er "AB III" jo heller ikke. Men den er svagere end de to første udgivelser.

Og så kan denne anmelder ikke lade være med at spekulere over, om det noget skuffende tredje udspil skyldes, at tre fjerdedele af Alter Bridge har det lidt federe i gendannede Creed, og at Myles Kennedy egentlig ikke synes, at det er totalt sejt at være frontfigur i Slash's liveband.

Det lyder desværre lidt sådan.