En dyster omgang fra Lukather

En dyster omgang fra Lukather

Den eminente Toto-guitarist markerer et gedigent lorte-år for ham med et soloudspil med flere fede ting, men med mangel på rigtig gode sange.

Titel
All's Well That Ends Well
Dato
11-10-2010
Distributør
Genre
Trackliste
1. Darkness In My World
2. On My Way Home
3. Can't Look Back
4. Don't Say It's Over
5. Flash In The Pan
6. Watching The World
7. You'll Remember
8. Brody's
9. Tumescent
Forfatter
Karakter
3

Steve Lukather har haft et gedigent lorte-år. Han fandt sin mor død. Moderen til hans nyfødte barn skred fra ham. Flere af hans nærmeste venner er dødeligt syge.

Ud over at besøge en psykiater flere gange om ugen bearbejder den eminente Toto-guitarist sagerne netop med sin guitar. Den guitar, som han er så uhyggelig ferm til at betjene - og har været det, siden vi hørte til ham første gang. Det var i 1978 (Toto og 'Hold the Line').

Vejen mod psykisk helse går for Steve Lukather gennem hans sjette soloalbum, 'All's Well That Ends Well' - alt det, der ender godt, er godt. Og det er et nogenlunde okay album. Men manglen på rigtig gode numre skriger til himlen. Der er fire numre, som er ganske habile, men intet at råbe helt afgørende hurra for.

Men det betyder ikke, at albummet er noget bras. For det er det på ingen måde. Det er dystert, følelsesmæssigt tungt. Og så er det en god blanding af Toto-orienteret rock og så jazz-rock fusion. Sidstnævnte er klart ikke noget, som denne anmelder synes er det fedeste. 

De blå toner

Men når Lukather går i gang, så rører han altså ved noget helt grundlæggende i guitarspillet: Det er måden at komponere sine soloer og solostykker på. Han skaber så meget plads til at levere det, han er bedst til, soloerne. Soloer med mange blå toner, de skæve toner, dem, som skaber orgasme-soloerne. Lukather leverer stærkt, stærkt guitarspil hele albummet igennem - og gør det med sin sprøde og tykke guitarlyd og al den tekniske snilde, han kan oparbejde. Og det er alligevel en del.

Stærkest springer åbningsnummret 'Darkness in My World' i øjnene med et tungt, møgbeskidt groovy riff, der simpelthen bag rocker så meget igennem. Et fint nummer er også det meget Toto-agtige 'Can't Look Back', og på balladen 'Don't Say It's Over' får vi altså en solo, som er helt uhyggeligt stærk. 'Brody's' swinger på en godkendt funky måde, der rocker.

Det er de fire numre, som holder højt niveau. Resten er ikke det vilde. Men albummet har været nødvendigt for ham at lave. Al ære og respekt for det.