Breaking news: Hatebreed har udviklet sig
Hatebreed er tilbage med deres nok mest variede og metalliske album til dato.
Tidligere tiders Hatebreed har været kendetegnet af en gedigen neanderthalsmentalitet: bare det er brutalt, så betyder det mindre, om der ellers sker så meget i numrene. Punk med andre ord. På seneste udgivelse har bandet genoptaget guitaristen Wayne Lozinak, og med ham taget et stort og klædeligt skridt mod den mægtige metal.
De metalliske indrømmelser finder man tydeligt i numre som “In Ashes They Will Reap” and “Every Lasting Scar”, hvor frontmanden Jamey Jasta udvider sin vanlige råbestil med egentlige melodier. Også guitarerne bidrager til det metalliske med soloer samt nogle mere middeltemporiffs og guitarkrømmel, der kommer længere omkring på gribebrættet, end hvad man plejer at høre i hard core. Hvis man synes man hører inspiration fra de store fire, er man nok ikke helt ude i hampen. Selv et instrumentalnummer med klaver i er det blevet til, hvilket må siges at være helt hardcorefremmed.
Fans af den gamle stil går dog ikke forgæves i pladebiksen, for der er rigeligt med tung-core riffs, break downs og den mørke, enkle stemning som man kender Hatebreed for, selvom de værste af dem nok vil mene, at der er givet køb på brutaliteten. Skrål-med steder finder man i øvrigt også, så bandet har også taget højde for kommende tourneer.
Nu skal det ikke forstås sådan, at nogle af numrene er firser-thrash og andre hard core. Hatebreed har forstået at blande delene sammen til et velstøbt hele, og det er bedriften med dette album. er med dette selvbetitlede album modnet, og det er godt. Hatebreed viser at det har fået en større musikalsk spænvidde, som giver den vrede det udtrykker et melankolsk islæt og derved en desperation som er mere troværdig, end tidligere tiders monotone brystkasseslagning.