En stemme med et twist
PopulærChiro beviser, at der er relevans i gendannelsen. De har begået et fornøjeligt album, hvor den specielle vokal gør godt for helheden.
Chiro er via danske Mighty Music ude med debutalbummet 'Tunnel'. Bandets esbjergensiske rødder går godt nok tilbage til 1989, hvor bandet først, som så mange andre dengang, lystrede navnet Sinister, hvilket senere blev ændret til Chiro Therium. Bandnavnet blev siden beskåret lidt, ligesom musikstilen også blev det: Fra et udlæg i en rå thrash-form med masser af riffs og en stil ikke så langt igen fra Invocators stil dengang til med årene at ændres til en tungere, simplere stil med masser af groove og fokus på effektive riffs.
Og det er også dér, man finder Chiro i 2017, fire år efter en reunion-koncert, der gav blod på tanden, selvom bandet egentlig var blevet nedlagt kort efter årtusindeskiftet. Der er noget genbrug fra den tidligere periode i bandets liv, fx i 'Porcus', der tidligere gik under titlen 'Even Pigs Dine'.
Bandet har på 'Tunnel' fået en ganske glimrende produktion, der understreger det tunge, når det skal til, og bakker op om melodierne, når det behøves. Det er Marco Angioni, der i Death Island Studio, har stået for at dreje knapperne den rigtige vej til vellyd.
Forsangerens forbløffende magt
Vokalen fra P.O. Linnet Poulsen er det specielle krydderi i musikken. Den vil sikkert dele vandene lidt med sin variation mellem en snakkende vokal og en rå og nærmest typisk 90'er-råbende bøllemetal- eller hardcore-stil, men den vokser efter nogle lyt til pladen og bliver en meget essentiel del for helheden. Ofte går musikken i retning af sludge sludge, men i de mere uptempo og groovy stykker er vi tilbage ved noget af det, som skyllede ind over metalscenen i kølvandet på Panteras 'Vulgar Display of Power'.
Den specielle vokal tager også sine afstikkere mod Prongs 'Cleansing'. Man fristes også til, at sige, at der er lidt White Zombies 'Astro-Creep: 2000' over det, selvom Chiro ikke har en industriel vibe i deres musik. Skal vi se på danske paralleller, kan man også pege på Helhorse i et mix med Grope anno 'Desert Storm'.
Endelig er der i det mere melodiske del af den tunge rock elementer, hvor Alice in Chains på pladerne efter Layne Staley også kan bringes ind i paletten af bands, der skal bringe læseren af disse ord på sporet af, hvad Chiro er for en størrelse.
Det kan godt være, at Chiro egentlig ikke opfinder så meget nyt. Når der fx trykkes på boogierock-pedalen, så lyder groovet og det simple riff i den grad velkendt Og de tunge, hængende akkord-baserede riffs lyder heller ikke nødvendigvis så friske. Men i samspillet med den interessante vokal og en produktion, der lykkes med at fremhæve musikkens simple virkemidler på den rigtige måde, opstår der et eller fascinerende og hypnotisk pirrende, som gør 'Tunnel' til et vældig fint tungtrockende album.