Mere end et nostalgitrip
Schweiziske Coroner laver et solidt thrash-comeback efter mere end 30 års pause fra studiet. ’Dissonance Theory’ lyder godt og komplekst.
2. Consequence
3. Sacrificial Lamb
4. Crisium Bound
5. Symmetry
6. The Law
7. Transparent Eye
8. Trinity
9. Renewal
10. Prolonging
’Dissonance Theory’ har både thrash fra den gamle Bay Area-skole, men også jazzede og progressive elementer, der gør, at pladens 47 minutter aldrig bliver kedelige. Pladens eneste akilleshæl er faktisk, at det er vanskeligt at holde intensiteten fra thrash høj, når man også gerne vil have flere facetter vævet ind i sin musik.
Det starter ellers stærkt med ’Consequence’, der har både melodi og en snert af det progressive. Det er tydeligt, at Ronald ”Ron Royce” Broder og Tommy ”Tommy T. Baron” Vetterli stadig har noget på sinde. De to har været med siden starten. Faktisk med helt fra dengang de bare var roadies for Celtic Frost, og på et tidspunkt fandt ud af, at de gerne ville deres eget. Det gjorde de så i et årti, hvorefter bandet gik i opløsning efter udgivelsen af deres femte plade ’Grin’.
Der er dog intet at grine over i 2025, når Coroner knurrer i sange som ’Sacrifial Lamb’, hvor der både er tung thrash på et teknisk højt niveau, og nærmest en firser-agtig Miami Vice-melodi hist og her. Lydmæssigt har Coroner samme tyngde som Testament. Der sker dog et skift efter ’Symmetry’, hvor symmetrien på pladen ofres en smule for det mere progressive og jazzede.
For på ’The Law’, ’Transparent Eye’ og særligt ’Trinity’, begynder pladen at vandre lidt væk fra den klassiske thrash, og man får mere af det samlede, musikalske arsenal fra Coroner. Melodi, jazz, skalaer og fængende omkvæd. Trioen fra Schweiz minder lytteren om, at de er mere og andet end bare thrash fra Alperne. Det var de dengang i firserne og igen på ’Dissonance Theory’.
Det er nemlig de samme folk, der stadig udgør Coroner. Ronald Broder er forsanger og bassist, som han har været på alle plader, og hans makker, guitaristen Tommy Vetterli står ligeledes trofast ved hans side. Eneste lille ændring siden 1985 er, at trommeslageren blev udskiftet, da de gjorde comeback. Oprindeligt var det godt nok den originale trommeslager, Marky Edelmann, der var med til at genoplive Coroner tilbage i 2010, men han forlod bandet i 2014, og siden har de turneret med Diego Rapaccheietti, der her på ’Dissonance Theory’ gør sin debut på plade med Coroner.
En solid debut, der veksler mellem rendyrket thrash og alle de andre ting, Coroner kan og vil. Det bliver igen helt klassisk thrash på ’Renewal’, der som førstesingle har den helt rette titel, og på den finder man guitar, der har lidt Gojira-stemning over det. Det er en ny dag for Coroner med musik for første gang siden 1993. Der er bare bedre numre på pladen. Ikke desto mindre er det den, Coroner valgt at gå med som første salve.
Afslutningsvis lukkes pladen med ’Prolonging’, der er en jazzet afslutning på pladen og endnu et bevis på, at Coroner vil mere og andet end bare at spille thrash. ’Dissonance Theory’ er således ikke en perfekt plade, for som nævnt, så ryger der lidt momentum midt i pladen, men det er stærke numre, og der er virkelig mange interessante facetter at dykke ned i. Ronald Broders vokal er stadig stærk, og musikalsk har bandet fra Schweiz i den grad stadig noget at byde ind med. Det her er ikke et træt comeback af musikere, der forventer at leve af halvfemsernes sange, når de spiller live. Den her plade tåler at blive spillet live.