Husets herre sat i skammekrogen
Devildriver indspiller countrycovers med gud og hvermand og serverer en lunken saloonbuffet af lige dele skidt og kanel.
2. Whiskey River
3. Outlaw Man
4. Ghost Riders in the Sky
5. I'm the Only Hell (Mama Ever Raised)
6. If Drinking Don't Kill Me (Her Memory Will)
7. The Man Comes Around
8. A Thousand Miles From Nowhere
9. Copperhead Road
10. Dad's Gonna Kill Me
11. A Country Boy Can Survive
12. The Ride
Som sjælsfrænderne i Lamb of God har Devildriver været fanget i et kunstnerisk vakuum de sidste par plader. Efter en håndfuld solide album i 00’erne skiftede bandet 60 % af besætningen og har siden sendt et par ret forglemmelige værker på gaden. Og lige som Lamb of God har Devildriver nu besluttet, at vejen videre er at udsende et konceptalbum med covernumre. I Devildrivers tilfælde er det countrygenren, bandet har besluttet at tage livtag med. En genre, jeg altid har haft det en smule besværligt med, fordi den som en amerikansk afart af dansktoppen er så gennemsyret af faste opbygninger, sentimentale og forslidte klichéer og overfladiske tematikker, at det ikke efterlader meget plads til et spændende kunstnerisk output, så længe man bare kan rime ”yeehaa” på ”whiskey” og gå lige i sine cowboystøvler.
Nuvel, på ’Outlaws ’til the End: Vol. 1’ (ja, der skulle angiveligt være en toer på vej) lykkes det Devildriver, mere eller mindre bevidst, at maltraktere de nøje udvalgte countryklassikere i en grad, hvor det kun få steder er genkendeligt, at der faktisk er tale om countrynumre. Og netop de numre, som Johnny Cash’s ’Ghost Riders in the Sky’ og Steve Earles ’Copperhead Road’, står som pladens ubetinget svageste skæringer.
Altså kan vi herfra godt bedømme resten af pladen med et lidt mere metallisk udgangspunkt. Og det er en noget blandet landhandel med flere glimrende numre og nærmest lige så mange udgydelser, der er glemt, før sangen er til ende. Devildriver har inviteret en lang række gæster med på pladen, og det viser sig hurtigt, at det er dem, der skal løfte kvaliteten af albummet.
Allstar-lineup og chefen på udskiftningsbænken
Åbneren ’Country Heroes’ har countrylegenden Hank Williams III’s brægende vokal som et naturligt bærende samlingspunkt og står også ud som det eneste nummer med en decideret country-feel i sig, der holder vand i længden. ’Dad’s Gonna Kill Me’ bliver ligeledes båret igennem af en gæstevokal, i dette tilfælde Fear Factorys Burton C. Bell, der med sin karakteristiske rene vokal virkelig tilføjer et ekstra niveau til en ellers ret ligegyldig skæring. Johnny Cash-klassikeren ’The Man Comes Around’ bliver til uptempo-punk med gode, gamle Lee Ving på vokal, inden Fear-vokalisten også synger pladen ud på den udmærkede ’The Ride’. Bandets gode venner Mark Morton og Randy Blythe fra Lamb of God er også med hist og her og får Willie Nelsons kendingsmelodi ’Whiskey River’ til at lyde som et outtake fra en Lamb of God-indspilning.
Pladens højdepunkt skal også tilskrives en af gæsterne, idet Wednesday 13 i vanlig blackened horrorcore-stil vrænger og vræler sig igennem ’If Drinking Doesn’t Kill Me (Her Memory Will)’ med et overskud og en grim charme, hvor man nærmest ville ønske, han kunne blive forsanger i bandet fremover. Hans vokal står overraskende godt til Devildrivers californiske groove/dødsmetal-lyd, og den konstellation, hvor teoretisk den end måtte være, kunne være vældig interessant at høre mere til.
For alle de ovennævnte gæstestjerner understreger fint Devildrivers største problem, før som nu. Forsanger og bandchef Dez Fafara. Manden er en glimrende showman, men han er simpelthen ubegribeligt kedelig at høre på på plade. Og numre som ’Outlaw Man’ og ’The Only Hell’, som Fafara selv får lov at bære, lyder som lige så letfordøjelig metervare som de senere Devildriver-plader. Dez Fafara, som ellers altid har brystet sig af at gøre tingene på sin egen måde uden at skele til nogen andre i branchen, lyder nemlig anonym og farveløs, både i stil og toneleje.
Forsangerens kunstneriske begrænsninger bliver tydeligt understreget af, at det bedste nummer på pladen, der ikke har gæstevokalist på, synges af den relativt nyankomne guitarist Neal Tiemann, mens Dez Fafara selv er henvist til at agere wingman og backup-sanger.
Overordnet set er ’Outlaws ’til the End: Vol. 1’ en rodebutik på godt og ondt. Der er ikke nogen rød tråd på pladen, ud over det let overhørte country-stempel, og numrene bliver fremført så de lyder, som Devildriver altid har lydt. Albummets særpræg og grunden til, at der er mindeværdige skæringer på pladen, skal primært tilskrives gæstevokalisterne, der synger pladen i mål, hvor Dez Fafara ikke selv kan. Hvis Devildriver vitterligt vil lave en toer, og det behøver de egentlig ikke, kan man kun håbe, at der bliver inviteret endnu flere nye vokaler på. Det giver de efterhånden noget gennemsnitlige Devildriver et friskt pust.