Drømmende Deftones
Populær
Deftones' syvende album 'Koi No Yokan' er en stemningsfuld, men lidt flad tur i drømmeland.
Romantic Dreams
Leathers
Poltergeist
Entombed
Graphic Nature
Tempest
Gauze
Rosemary
Goon Squad
What Happened to You?
Med Deftones har man alle dage været i følelsernes vold, men hvad der præcis var i luften i slut-80’ernes og start-90’ernes Sacramento, må guderne vide. Ved at lade musikken afspejle følelsers dynamiske og til tider ustyrlige karakter lykkedes det imidlertid for den daværende kvartet at udvikle deres helt egen opskrift på succes. En opskrift, de endnu ikke har pillet ved, og som de har fulgt siden, de senere år med svingende kvalitet.
Fra og med ’White Pony’ (2000) er de ungdommelige vredesudbrud trådt mere og mere i baggrunden til fordel for åbne akkorder og storladne vokalflader, som på ’Koi No Yokan’ har fået nærmest fuldt råderum. Selvom stilen er mere atmosfærisk og drømmende end tidligere, og med numre som ’Tempest’ og ’Gauze’ sågar tangerer emo-rock a la 30 Seconds to Mars, er man ikke et øjeblik i tvivl om, at dette er Deftones. Der er med andre ord noget om ikke magisk så enestående ved samklangen mellem Chino Moreno (vokal), Stephen Carpenter (guitar) og Abe Cunningham (trommer). Fra første strofe af åbningsnummeret ’Swerve City’ demonstrerer Deftones nok en gang deres eminente evne til fra start at sætte stemningen og fastholde lytteren heri gennem skivens godt 50 minutters varighed. I den henseende har vi at gøre med et velskrevet, velproduceret og helstøbt album.
’Kærlighedens forudanelse’, som pladen så smukt hedder i dansk oversættelse, bliver imidlertid en tak for kærlig mod øregangene. Moreno forfalder til tider til vokalonani, Carpenters riff kunne godt bruge lidt mere kant og Cunninghams trommespil bliver en tand for ordinært. Pladen gemmer i det hele taget ikke på mange overraskelser, og det tætteste, man kommer på at blive blæst bagover stolen, er på yndlingsnummeret ’Poltergeist’.
Om det ligefrem er et paradoks, at Deftones stilmæssigt aldrig har været tættere på emo-rock og samtidig virker til aldrig at have haft mindre indestængt ængstelse, eller om det blot er den logiske konsekvens af et band af mænd på omkring de 40 år som fejrer sølvbryllup næste år, er svært at gøre sig klog på. Faktum er imidlertid, at humørsvingningerne på ’Koi No Yokan’ er blevet færre og mindre voldsomme, og man efterlades med en flad fornemmelse. Derfor kan det desværre kun blive til en middelkarakter denne gang.