Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Efter 35 år på is

Updated
Glacier

Glacier har ventet en tredjedel af et århundrede på at lave en fuldlængde, og det var tilsyneladende klogt at udvise tålmodighed.

Kunstner
Titel
The Passing of Time
Dato
18-10-2020
Trackliste
1. Eldest and Truest
2. Live for the Whip
3. Ride Out
4. Sands of Time
5. Valor
6. Into the Night
7. Infidel
8. The Temple and the Tomb
Forfatter
Karakter
4

I det herrens år 1985 udgav Glacier en EP, og så var det mere eller mindre det. Altså indtil den første fuldlængde nu er udkommet små 35 år siden. Det lyder som opskriften på den perfekte musikalske trafikulykke. Men det er det på bemærkelsesværdig vis ikke.

Det lyder umuligt, men på en eller anden magisk måde er det lykkedes for det Oregon-baserede band at udviske de 35 år fra bandets udvikling og på den måde undgå de fortænkte ideer, der som ofte følger med modenheden. Selvfølgelig gør det noget, at produktionen er behageligt umoderne, men det er i udtrykket, i riffsene og i spontaniteten, at Glacier har undgået farerne ved at blive voksne.

“Live by the whip – die by the sword”, synges der oprigtigt, og, ja, Glacier kan spille med lige præcis den attitude, og samtidigt være stærke i melodierne, som med den majestætiske indledning på ‘Eldest and Truest’. De tør endda spille power metal råt i ‘Sands of Time og lege med Maiden-muskler i ‘Infidel’, som om dette var en frisk og nutidig reference.



Ikke alt fungerer for Glacier, og der er sange som ‘Into the Night’, der mangler power og stærke ideer, men hele tiden holder Glacier fast i intensiteten og den dér umiddelbarhed, der er så vigtig i aggressiv musik – men også så svær at ramme, fordi metal kræver teknisk finesse og forståelse.

Derfor kan amerikanerne være episke som Saxon i ‘Valor’ og ‘The Temple and the Tomb’ men altså også spille galopperende på ‘Ride Out’ uden at gå på kompromis med den bidske teenager, de har gemt på i 35 år i øvelokalet.