En sanger kan næsten undværes

En sanger kan næsten undværes

Der er gået ni år, siden der var nyskrevet materiale fra stener-rockerne i Karma to Burn, men nu har din pladepusher igen nyt fra det fortrinsvis instrumentale band.

Titel
Appalachian Incantation
Dato
26-04-2010
Distributør
Genre
Trackliste
1. "Forty-Four"
2. "Forty-Two"
3. "Forty-One"
4. "Forty-Six"
5. "Waiting on the Western World"
6. "Forty-Three"
7. "Forty-Five"
8. "Twenty-Four"
9. "Two Times"
Fotograf
diverse fra myspace
Karakter
3

Hvis man abonnerer på det svenske metalmagasin Close-Up, så får man i maj-udgaven en cd, hvor amerikanske Karma to Burn har et nummer med. Det var nummeret ’Waiting on the Western World’, der sammen med nummeret ’Two Times’ udgør de eneste numre med vokal på den nye skive. Resten af sangene er instrumentale og har mindre memorable titler – i hvert fald når numrene skal skelnes fra hinanden – som ’42’, ’24’ og ’43’.

Så det er på sin vis en slags falsk varebetegnelse, når Napalm Records har valgt et nummer med vokal til en kompilations-cd. Men kender man Karma to Burn, så vil man vide at bortset fra på debuten - hvor de med tvang fra pladeselskabet havde en gæste-vokalist med - så har bandet altid været instrumentale. På sin vis er der således fornyelse at spore, når nu to af sangene har hhv. Daniel Davies (Year Long Disaster) og Kyuss’ John Garcia på vokal.

Normalt plejer instrumentale albums indenfor metallen at være forbeholdt guitarekvilibrister og ofte ekstremt teknisk velfunderede musikanter. En detaljerigdom i musikken skal holde fast i lytteren, så en sanger ikke savnes. Karma to Burn spiller stoner-rock! Så det er faktisk ret sært, at musikken er instrumental, når musikken bare er riff på riff, der alligevel gentages i noget, der kunne være vers-omkvæd-vers-omkvæd og så videre. Der er langt til blær, men blot storladne tunge riffs, der som regel får bygget en fed stemning op.

Og langt hen af vejen går det meget godt. En sanger er ikke decideret savnet, og når han så alligevel træder ind på skæring nummer fem, så bryder vokalen det flow, man var kommet ind i, og man skal efterfølgende igen vænne sig til, at der ikke bliver sunget. Så selvom Daniel Davies’ stemme passer fint ind isoleret set, så havde albummet faktisk stået stærkere holdt helt instrumentalt. Eller omvendt: med vokal på alle sange. Bandet gør det faktisk rigtigt godt som helhed, selvom de eneste sange, der rigtig skiller sig ud, er dem med vokal.


Tjek Karma to Burn ud fra album nr. 2 og sangen ’Twenty’ i en video, der blev sendt på gaden forrige år, da det blev annonceret at bandet ville give en reunion-tour: